kongo æventyret - Roskilde University Digital Archive

 

Vinter  

   

2012  

   

                 

KONGO ÆVENTYRET Thorbjørn Chakravarty, Lasse Friis Hansen, Joachim Kühlmann Selliken Vejleder: Chris Holmsted Larsen

       

  R o s k i l d e   U n i v e r s i t e t   –   B A   m o d u l   H i s t o r i e  

   

Forside illustration: fra, Rémi, G. P. (1962, først udgivet i 1930): Tintin in the Congo. The Adventures of Reporter for ”Le Petit Vingtieme”. Belgien. Casterman. Tintin overasket over Congos uudtømmelige ressourcer. Bagside illustration: Censureret brev sendt fra Belgisk Congo til Danmark; Etnografisk Samling. Antal tegn med mellemrum: 119.007  

Abstract This project analyses accounts from the Congo Free State written by Danish soldiers who served there and historical accounts about the Congo Free State written by Congo critic E. D. Morel, English historian D. C. Boulger and the Danish officer T. Jenssen-Tusch, who lost a brother in service in the Congo Free State. Focusing on atrocities committed against the native population of Congo, this project analyses the relation between the historical accounts and the accounts written by Danes working as soldiers in the Free State. The analysis shows that both the historical and the personal accounts support the civilizing colonisation project, but that they also display unease with the brutality and violence used to civilize the population. It is shown that atrocities take up a large part of the accounts written by Danish soldiers serving in the Free State, whilst being almost absent in historical accounts, with the exception of E. D. Morel who gives a critical account of atrocities perpetrated by the Congo Free State against its population.                      

 

2

INDHOLDSFORTEGNELSE     4  

KAPITEL  1   1.1  INDLEDNING   1.2  KONG  LEOPOLD  II   1.3  DRIVFJEDEREN   1.4  I  KONG  LEOPOLDS  TJENESTE   1.5  VORES  CONGO-­‐EVENTYR   1.6  PROBLEMFORMULERING   1.7  ARBEJDSSPØRGSMÅL   1.8  FORSKNINGSOVERSIGT   1.9  AFGRÆNSNING  

4   4   7   8   10   11   11   11   13  

KAPITEL  2:  METODE  

15  

2.1  INDLEDNING   2.2  BEGREBSAFKLARING   2.3  KILDEPRÆSENTATION   2.3.1  H.  JENSSEN-­‐TUSCH:  SKANDINAVER  I  CONGO   2.3.2  E.  D.  MOREL:  RED  RUBBER   2.3.3  DEMETRIUS  CHARLES  BOULGER:  THE  CONGO  STATE   2.3.4  A.  E.  A.  LINDEGAARD:  SOLDATERLIV  I  CONGO   2.3.5  ERIK  HOLM:  DANSK  KRIGER  I  CONGO   2.3.6  KNUD  JESPERSEN:  EN  DANSK  OFFICERS  KONGOFÆRD   2.4  ANALYSESTRATEGI  

15   15   17   17   17   18   18   19   19   20  

KAPITEL  3:  SAMTIDIGE  HISTORISKE  VÆRKER  

22  

3.1  H.  JENSSEN-­‐TUSCH  -­‐  SKANDINAVER  I  CONGO   3.1.1  DEN  UAFHÆNGIGE  CONGOSTAT  1885-­‐1901  IFØLGE  JENSSEN-­‐TUSCH   3.2  E.  D.  MOREL  -­‐  RED  RUBBER   3.3  D.  C.  BOULGER  –  THE  CONGO  STATE   3.4  DELKONKLUSION  

22   23   26   29   33  

KAPITEL  4:  DANSKE  CONGOFARERE  

34  

4.1  LINDEGAARD   4.2  ERIK  HOLM:  DANSK  KRIGER  I  CONGO   4.3  KNUD  JESPERSEN:  EN  DANSK  OFFICERS  KONGOFÆRD   4.4  DELKONKLUSION  

34   38   42   45  

KAPITEL  5:  DISKREPANS  ELLER  ENIGHED  OM  FORHOLDENE  I  CONGO?  

46  

5.1  SLAVERI  OG  GUMMIHANDEL   5.2  CIVILISATIONENS  UDBREDELSE  OG  AFRIKAS  RIGDOMME   5.3  DELKONKLUSION  

47   49   50  

KAPITEL  6:  KONKLUSION  

51  

PERSPEKTIVERING  

54  

LITTERATURLISTE  

56  

RESUME  

59  

 

 

3

Kapitel 1 1.1 Indledning Udtrykket The scramble for Africa beskriver den periode af Afrikas historie, hvor rivaliserende nationer på nærmest surrealistisk vis, ved hjælp af muskler, retorik og lineal, formåede at dele det store kontinent op imellem sig. Tilsyneladende ikke kun til de respektive nationers fordel, men også for det hedenske kontinents egen skyld. Lydighed og underdanigheder er en lille pris at betale, hvis gaven man får til gengæld, er Guds ord og lovning om at blive civiliseret. England, Frankrig, Portugal, Italien og Kong Leopold II1, var de fire nationer og den ene monark, der stod i henholdsvis forreste og anden række for at gøre krav på de store landområder. Dette projekt fokuserer på netop Kong Leopold II’s kolonieventyr, Fristaten Congo,2 dem der var med i koloniseringsprojektet, og dem der skrev om det i Fristatens samtid. Projektets titel Kongo Æventyret, henviser til datidens stavemåde og det verdenssyn, folk drog ud til kolonierne med. 1.2 Kong Leopold II ” […] his [Kong Leopold II’s] designs are most philanthropic and are amongst the few schemes of the kind […] free from any selfish commercial or political object.”3 Fristaten Congo var i perioden 1885-1908 den eneste koloni, én mand kunne gøre krav på at eje.4 Til trods for at hverken Kong Leopold II eller Belgien havde været med i opdagelsesrejserne eller kolonikapløbet, lykkedes det Kongen under et filantropisk dække at stå som eneejer af et landområde 80 gange større end Belgien.5 Dr. Livingstone, kendt som en god kristen missionær og opdagelsesrejse, havde i sin søgen efter Nilens udspring, ikke ladet høre fra sig i urovækkende mange år. Chefredaktøren på New York Herald, James Gordon Bennett Jr. så her en mulighed for at få fingrene i en historie, der ville gøre avisen verdensberømt mange år frem, og hyrede derfor Henry M. Stanley til at finde Livingstone!6

                                                                                                                1

Kong Leopold II vil også blive refereret til som: Kong Leopold, Leopold og Kongen. I dette projekt er ordene Fristaten Congo, Congostaten og Fristaten synonyme og referer til Congo under Kong Leopold II’s styre. 3 Sir Bartle Frere 1883 i, Pakenham, T.: 11 4 Hochschild, A. 1998: Kong Leopolds Arv. Danmark: Nørhaven Book A/S. 11 5 Tygesen, P. & Wæhle, E. 2006: Congospor, Norden i Congo – Congo i Norden. Nationalmuseet. 33 6 Hochschild: 44 2

 

4

I følgeskab med 190 mænd og hunden Omar drog Stanley i 1871 ud for at finde Livingstone. Missionen, den største Afrika-ekspedition til dato, lykkedes efter 8 måneders søgen. Det var i den forbindelse Stanley (ifølge sine egne beretninger), sagde de verdensberømte ord: ”Dr. Livingstone I presume”.7 Livingstone, træt og udmattet, valgte ikke at følge med Stanley hjem til England, og ikke lang tid efter blev han begravet lige, hvor han selv mente at høre hjemme i Afrikas jord.8 I 1872 var der ivrig telegrafering om Stanleys opdagelser. Kong Leopold II fulgte flittigt med i netop denne type nyheder fra sit kongelige slot i Bruxelles. Kong Leopold II arvede tronen fra sin far kun 7 år tidligere. Kong Leopold I, tidligere tysk prins, blev hvervet som Belgiens første monark, da landet fik sin selvstændighed i 1830 efter mange års fremmed herredømme.9 Kong Leopold II var ikke videre tilfreds med Belgiens størrelse og skuede efter muligheder for at udvide Belgiens areal. Det kunne ikke lade sig gøre at tilegne sig mere land i Europa, så Kong Leopold II ledte i stor stil efter en koloni, der kunne gøre Belgien stolt. Hård retorik og grådighed havde han af erfaring lært ikke var måden, hvorpå han skulle fremskaffe sig ekstra landområder. Belgien ejede ingen handels- eller krigsflåde, derfor måtte Kong Leopold II udnytte de muligheder han havde; charme, et filantropisk og humanitært dække og sin kæmpemæssige formue.10 Da den belgiske stat var uinteresserede i et kolonieventyr, stod Kongen alene. I 1875 markerede Kongen sig på den internationale scene, da han med 100.000 franc støttede den skotske Verney Lovett Camerons forsøg på at blive den første til at rejse tværs igennem Afrika. Dette skulle blive Kongens første skridt til at styrke hans image som en mand, der ville Afrika det bedste. Kong Leopold II’s facade blev pudset op, og i 1876 arrangerede han en stor konference for opdagelsesrejsende og geografer i Bruxelles, hvor han fremstod som en gennemført gentleman og kosmopolit. 11 Intet var overladt til tilfældighederne, og alle blev modtaget med fyrstelig pomp og pragt. Til konferencen fik Kong Leopold også mulighed for at drøfte situationen omkring Congo med den hjemvendte Cameron. Til Kongens held

                                                                                                                7

Hochschild: 46 Hochschild: 47 9 Hochschild: 49-50 10 Hochschild: 54-55 11 M’Bokolo, E., i Ferro, M. (red.) 2005: Kolonialismens Sorte Bog. København: Høst & Søn.483 8

 

5

viste han absolut ingen interesse for det nyudforskede landområde, og Leopold satte derfor alle sejl til for at få fat på Congo.12 Konferencen blev afsluttet med stiftelsen af Den Internationale Afrikanske Sammenslutning, der valgte Leopold som formand. Kongen stod endnu engang tilbage som symbolet på en ægte videnskabsorienteret filantrop med kun de frommeste tanker om Afrika i sinde.13 I 1877 nåede Stanley udmundingen af Congofloden. Han havde rejst fra øst til vest, og blev straks ved sin rejses ende, mødt af Kong Leopolds folk, der inviterede ham til Belgien. Han takkede dog pænt nej, da hans koloniplaner for Congo straks måtte fremlægges for hjemlandet England. Til Stanleys store skuffelse havde England allerede nok at se til med resten af imperiet og afslog derfor at kolonisere Congo. Amerikanerne var heller ikke interesserede, og Stanley måtte opgive sine første prioriteter.14 Den 10. juni 1878 rejste Stanley til et møde hos Leopold og endte med at skrive en femårig kontrakt.15 Stanley var Leopolds vej til at få fingrene i Congo. Intet var dog officielt, da Kongens filantropiske dække nødigt måtte krakelere. For at sikre at Stanley fik arbejdsro i vest, oprettede Kong Leopold en række datterselskaber16, der med et videnskabeligt formål skulle rejse ind fra øst. Leopold sikrede derved, at Stanley ikke fik nogen pressedækning.17 Stanley skuffede ikke Kongens instrukser om at ”[…] skaffe så meget land som muligt.18 Stanley skrev kontrakter med de lokale høvdinge og rejste til Bruxelles i 1884 med 2 millioner kvadratkilometer jord til Kongen.19 Den 15. november 1884 blev Berlinkonferencen indledt, hvor Afrikas opdeling blev diskuteret i mellem de ledende stormagter. Leopolds ønske var klart, og med en stak kontrakter og en god del internationale anerkendelser blev han den personlige ejer af Congo. Grunden til, at Leopold fik fremskaffet sig så stort et område, var især datidens tro på, at de fleste rigdomme fandtes ude ved kysten. Derfor voldte det for                                                                                                                 12

Hochschild: 61 Hochschild: 64-65 14 Hochschild: 80-85 15 Ferro: 480-481 16 Hochschild: 88 17 M‘Bokolo: 481 18 Hochschild: 93 19 Hochschild: 98 13

 

6

mange nationer ikke de store problemer, at Leopold fik så stort et areal midt i ingenting.20 Til trods for at Fristaten Congo i slutningen af 1880’erne var præget af manglende profit, nåede Leopolds pengekasse ikke helt at blive tømt før lykken vendte. 21 Kolonien gav overskud, og de mange naturressourcer gjorde Fristaten til en lukrativ forretning.22 Ned af bakke gik det først, da kritikken for alvor begyndte at hagle ned over styret. Det blev anklaget for at være ekstremt brutalt, indfødte blev lemlæstet og dræbt, i statens forsøg på at udnytte landets rigdomme. Især E. D. Morels bog fra 1906 Red Rubber23 lagde pres på Fristaten Congo. Der var i denne periode mange overvejelser om hvem landet skulle gå til, og det endte efter intensive retssager og forhandlinger med, at Fristaten gik til det modvillige Belgien.24 Fristaten Congo blev til Belgisk Congo den 15. november 1908. Kong Leopold II døde den 17. december 1909, 74 år gammel. 1.3 Drivfjederen Motivationen for at skrive dette projekt ligger i høj grad i gruppens fælles interesse for Afrikas historie. De afrikanske landes nuværende situation må bl.a. forstås i sammenhæng med det koloniapparat, de før har været underlagt.25 Det store rige i midten virker helt igennem eksotisk tiltrækkende at gøre sig klogere på. Følelsen viser sig måske endda at være kulturelt betinget, da danskere har ladet sig involvere lige fra starten af europæernes fremfærd i landet, og stadig er det den dag i dag. 26 Tiltrækningskraften har været stor på os danskere og bevæggrundene mange, økonomisk vinding, eventyr eller karriere, og snerten af udlængsel og fascination er også at finde mellem linierne i denne opgave. Det er umuligt ikke at lade sig både drage og fascinere af dette kontinent, som for kun få hundrede år siden, var en stor hvid plet på verdenskortet. Bevidstgørelsen omkring det ukendte gør sig gældende ved læsning af Joseph Conrads klassiker The Heart of Darkness. Mr. Kurtz, som med sit sidste åndedrag får frempustet de hjerteskærende ord: ”The Horror! The                                                                                                                 20

Hochshild: 110 M‘Bokolo: 486 22 Hochshild: 123 23 Morel, E. D. 1906: Red Rubber. The story of the rubber slave trade flourishing on the Congo in the year of grace 1906. Genoptrykt 1970 New York: Haskell House Publishers Ltd. 24 Hochschild: 320 25 Et fokusområde inden for Postkolonialisme, et bredt forskningsfelt som bl.a. beskæftiger sig med køn, race og identitet i postkoloniale samfund og udviklingen af disse. 26 Tygesen. & Wæhle: 6-8 21

 

7

Horror!”, 27 afklarer og fremmedgør på en og samme vis vanviddet i al sin almindelighed. Hvad Mr. Kurtz henviser til, står kun tilbage for en selv at opdage. Rædslen bliver ikke specificeret nærmere og efterlader ordene, ligesom vores forestillinger om mørkets hjerte, som et udefinerbart mysterium. Et mysterium der ganske rammende illustrerer, netop den fremmedgjorthed og manglende forståelse europæerne havde for Afrikas folk og kultur. Men selvom eventyret konstant er i fare for sin bratte afslutning, beskriver hovedkarakteren Marlow med præcise vendinger, hvad der får en sømand til at søge jobbet som kaptajn i de ukendtes land. Følelsen, der vækkes ved at se på et kort, er ikke fremmed for den, der før har erfaret, hvad disse farverige stykker af papir i virkeligheden illustrerer af mulige oplevelser. Hvem har ikke prøvet at pege på et kort og tænkt højt for sig selv, at der bør man før eller siden tage hen?28 Selvom floden aldrig bliver nævnt med navn, er man som læser ikke i tvivl om, hvilken flod, der har inspireret Joseph Conrad til at skrive sit verdensberømte værk. Beretninger om Congo er spredt til de fjerneste afkroge af verden og har inspireret i et væk. Derfor er det stadig særligt interessant at gøre sig bevidst om, hvor det hele startede, og hvem der var med, da det begyndte. 1.4 I Kong Leopolds tjeneste Koloniseringen af Congo var en enorm opgave for Kong Leopold II, og da han ikke nødvendigvis kunne finde folk nok i Belgien, søgte han efter udenlandsk hjælp.29 Skandinavien blev løsningen på Kongens problemer. De skandinaviske lande var ikke en trussel mod Kongens koloniprojekt, da de ikke havde kolonier eller handelsstationer af nogen betydning på det mørke kontinent. Derudover havde de en stor mængde af søfolk og officerer, der ledte efter arbejde. Ikke færre end 922 skandinaver forlod deres hjemland og drog til Kong Leopold II’s fristat for at tjene penge, sprede civilisationen og få sig et eventyr.30 Disse søfolk og soldater tjente Kong Leopold og var dermed en del af det enorme projekt, Fristaten Congo var. De sejlede tropper og forsyninger, oprettede militære poster langs Congofloden og forsvarede dem imod arabiske handelsinteresser og congolesiske stammer, der ikke ville indordne sig under Kong Leopolds styre. De                                                                                                                 27

Conrad, J. 1899: Heart of Darkness. Genoptrykt 1983 London: Penguin Books Lts. 111 Conrad: 33 29 Holm, E. 1987: Dansk Kriger i Congo. Egå: Forlaget Illerup. 13 30 Jenssen-Tusch, H. 1902-1905: Skandinaver i Congo. København: Gyldendals Boghandel Nordisk Forlag. 721 28

 

8

anlagde broer og jernbaner, udforskede ukendte egne af Fristaten og forhandlede med lokale høvdinge på vegne af Kong Leopold, og stjal forsyninger til statens tropper fra de lokale stammer.31 Alt dette gjorde de, mens de kæmpede med tropiske sygdomme tusinder af kilometer fra deres familier og venner. Den eneste kontakt, de havde hjem, var breve og aviser, der var flere måneder undervejs,32 og selv var de underlagt restriktioner om, hvad de måtte skrive hjem om.33 Mange mennesker hjalp igennem årene Kong Leopold II i forbindelse med hans projekt i Fristaten Congo. Nogle gjorde det helt bevidst, som de mange søfolk, der sejlede på Congofloden, og soldaterne der arbejdede i Force Publique,34 men andre var ikke nødvendigvis klar over, hvad de var med til at støtte op om. Hele Kong Leopolds projekt i Congo fascinerede mange mennesker, og både i Danmark og England skrev samtidige forfattere værker om Fristaten. I England udgav Demetrius Boulger i 1898 sit værk The Congo State.35 Bogen var en hyldest til det gode arbejde, Kong Leopold udførte i Fristaten Congo. I Danmark skrev redaktøren af Militær Tidende oberstløjtnant H. Jenssen-Tusch Skandinaver i Congo. Som kontaktperson for den danske del af hvervningen af militært personel til Fristaten Congo, havde han et godt indblik i, hvem der tog til Fristaten, og korresponderede med flere af dem. Boulger og Jenssen-Tuschs bøger var med til at forme den folkelige opfattelse af Fristaten, og særligt Boulgers værk må siges at støtte op om det billede, Kong Leopold II ønskede at fremstille. Men ikke alle skandinaver, der havde arbejdet i Fristaten, holdt sig til censurerede breve. Nogle udgav også deres minder og rejseberetninger, da de kom hjem. Disse beretninger giver et ganske andet indtryk end det, man får hos Boulger og JenssenTusch.36 For eksempel beskriver Knud Jespersen i sine minder udbredt korruption,37 hvordan det var almindeligt at tage kvinder og børn som fanger 38 og hvordan han ”[…] var blevet saa fuldstændig ”desillusioneret” med hensyn til de hvides virke i Kongo.”39 Denne bog udkom dog først, da Jespersen selv var på vej hjem til                                                                                                                 31

Holm: 72 Holm: 69 33 Holm: 91 34 Fristatens Congos hær. 35 Boulger, D. C. 1898: The Congo State. Genoptrykt 2002 New York Cambridge University 36 Beretninger dækker i denne opgave henholdsvis Lindegaard, Jespersen og Holms fortællinger. 37 Larsen, K. 1930: En Dansk Officers Kongofærd København: C.A. Reitzels Forlag. 31 38 Larsen: 20 39 Larsen: 22 32

 

9

Danmark efter mange års tjeneste i både Fristaten Congo og det efterfølgende Belgisk Congo. 1.5 Vores Congo-eventyr Ved hjælp af de danske beretninger, vil vi gå tilbage til netop de erfaringer, der er blevet nedskrevet omkring det at gøre tjeneste i Fristaten Congo. Med Adam Hochschilds bestseller Kong Leopolds Arv, der trækker paralleller til folkemord, får vi et billede af Congo som et rædselsregime. Bogens fokus er omfattende drab og massakrer på befolkningen under Congos tid som koloni.40 Hochschilds dagsorden er i høj grad at belyse dette, og mange nuancer går tabt. Folkemord, som defineret begreb, henviser til FN’s folkedrabskonvention fra 1948, som blev sat i værk til forhindring af fremtidige forbrydelser mod menneskeheden.41 Følgende projekt har ikke til sinde hverken at be- eller afkræfte et evt. folkemord i Fristaten Congo, men derimod kritisk at læse samt formidle samtidens historiske værker og beretninger på ”deres” præmisser. Projektet vil se bort fra diskursen om folkemord,42 og i stedet afklare, hvad samtiden mente om det hændte, uafhængigt af vores tids moralske opfattelser. Det handler for os om at komme tilbage til de mennesker, der netop var en del af det øjeblik, hvor det hele fandt sted. Hvad sagde og mente danskerne om den behandling befolkningen fik? Vores hensigt er at sammenholde danskernes beretninger med samtidens historiske værker for at få et indblik i forholdet mellem det strukturelle overblik og dem, der selv var tilstede. Håbet er at fortælle en historie, der vil give indblik i de mennesker, der var med til kolonisere den mørke plet på Afrika kortet. Det, der gør projektet aktuelt og relevant, er især vores lette adgang til disse vigtige danske kilder, som vi ikke har set brugt i internationalt forskningsregi. Hvor historieskrivning i dag særligt har fokus på ofrenes rolle,43 vil dette projekt fokusere på dem, der har været medvirkende til denne offergørelse af den congolesiske befolkning. Danske Congo-farere har været uvidende om senere tiders moralske fordømmelse af Kong Leopolds projekt og beskriver derfor deres egen tid ud fra deres tids forståelseshorisont, og vores analyse af deres beretninger vil da også foregå inden for datidens rammer for Congostatens retfærdiggørelse.                                                                                                                 40

Hochschild: 77 www.folkedrab.dk 42 Se Forskningsoversigt 43 Jensen, H. 2007: Ofrets århundrede. København: People’sPress. 13-31 41

 

10

Ovenstående refleksioner har ledt os frem til følgende problemformulering: 1.6 Problemformulering Med fokus på overgreb på befolkningen, hvilket forhold er der i mellem samtidens historiske værker om Fristaten Congo og beretninger skrevet af danskere, der deltog i koloniseringen af Fristaten? 1.7 Arbejdsspørgsmål i.

Hvad fortæller samtidens historiske værker om overgreb på befolkningen?

ii.

Hvad fortæller de danske beretninger om overgreb på befolkningen?

iii.

Er der overensstemmelse i mellem samtidens historiske værker og danskernes beretninger ift. de overgreb, der foregik på befolkningen og hvori består disse?

1.8 Forskningsoversigt Søgeresultater fra videnskabelige databaser viser, at Kong Leopold II’s Congo er et emne, der er skrevet vidt og bredt om.44 De viser også, at Adam Hochschild, en kontroversiel 45 amerikansk forfatter og journalist, ofte bliver citeret i andre forskningsartikler om Fristaten Congo.46 Flere hundrede danskere47 var ansat i Kong Leopolds tjeneste i løbet af de år Fristaten eksisterede.48 De danske udsendte skrev dagbøger og tog billeder, mens de var afsted,

                                                                                                                44

EBSCOHOST, JSTOR, SSCI, A&HCI, Oxford Journals, InfoMedia Andersen, F 2010: Det mørke kontinent? Århus: Aarhus Universitetsforlag. 386 46 Hamilton, R.F. & Roes, Aldwin & Sliwinski, Sharon. 47 Der er usikkerhed omkring det præcise antal danskere som gjorde tjeneste i Fristaten Congo. I 2003 havde A. V. Knudsen, medforfatter til bogen Bornholm Congo Tur-Retur, oplysninger om at 340 danskere havde gjort tjeneste i Congo i perioden o. 1880 til o. 1960. Ifølge Espen Wähle, også medforfatter til førnævnte bog, gjorde 400 danskere tjeneste i Congo frem til 1920-30’erne. En anden kilde (Kamp, Hansen & Heinberg u.å.) nævner optil 500-600. Wähle skriver endvidere, at det var Kong Leopold II’s plan at op mod 1500 skandinaver i Fristatens første 10 år skulle hverves til tjeneste. 48 Jenssen-Tusch: Skandinaver i Congo 45

 

11

og mange af disse er siden endt på arkiver i Danmark.49 Der blev også skrevet erindringsbøger om oplevelserne i Fristaten Congo, og disse udgør i dag en særlig kilde til danskernes oplevelser i Leopolds private koloni. Der er også skrevet en række bøger om de danske søfolk og soldater på baggrund af de efterladte dagbøger. Her kan nævnes Erik Holms bog Dansk Kriger i Congo der handler om Holms farbror, som var en af de mange skandinaver, der gjorde tjeneste i Fristaten Congo. I 1902 udkom et omfattende værk om skandinaverne i Congo, skrevet af H. JenssenTusch, der havde adgang til dagbøger, som i dag er gået tabt. Uddrag af disse kan dog findes i værket Skandinaver i Congo. I 1906 udgav den kendte engelske Congokritiker E. D. Morel sit andet større værk om Fristaten Congo Red Rubber, en efterfølger til King Leopold’s Rule in Africa50 fra 1904. Der findes et enormt arkivmateriale fra Fristatens tid, især i de belgiske arkiver,51 men også i de danske, for eksempel Etnografisk Samling på Nationalmuseet og udvandrerarkivet i Ålborg, findes der materiale. I Congo fandtes et ualmindelig stort arkiv, som desværre ikke er blevet vedligeholdt efter selvstændigheden, og i dag står det kolossale arkiv fuldstændig ødelagt tilbage. Herved er mange værdifulde kilder om kolonitiden i Congo gået tabt.52 Alligevel dukker der stadig nye kilder op, både hos private samlere og familiemedlemmer til tidligere udsendte, som sender deres slægtninges breve og dagbøger ind til Rigsarkivet. Men også arkivet i Belgien, som rummer arkivalierne fra Stanleys rejser, står uudforsket hen. 53 I 1898 udgav den engelske historiker D. C. Boulger et stort historisk værk på knap 400 sider om Kong Leopold II’s præstationer i Fristaten Congo, hvori de civilisatoriske

og

koloniale

intentioner

og

Leopolds

lederskab

hyldes.

54

Meget af forskningen om kolonitiden i Congo kommer fra Belgien og er skrevet på fransk eller hollandsk, hvilket er en begrænsning, medmindre man behersker disse sprog. Langt de fleste artikler og bøger er dog skrevet på engelsk, og det tilgængelige materiale er stadigvæk overvældende. En nærmere søgning efter litteratur, der beskæftiger sig med danskernes rolle i koloniseringen af Congo, tyder på, at det ikke er et emne, som har optaget det                                                                                                                 49

Etnografisk Samling, Rigsarkivet, Det Kongelige Bibliotek, Udvandrer-Arkivet Ålborg, Bornholms Lokalhistoriske arkiv, Handels og Søfartsmuseet på Kronborg. 50 Morel, E. D. 1904: King Leopold’s Rule in Africa. London: W. Heinemann 51 African Archives at the Belgian Ministry of Foreign Affairs 52 Tygesen, P. & Stjerneklar, J. 2006: Danmark: Det Danske Filminstitut 53 Jesper Kurt-Nielsen, arkivar Etnografisk Samling, gav udsagn om dette d. 10/10/2012 54 Boulger: The Congo State

 

12

akademiske miljø i særlig høj grad. Der findes et speciale fra 2003 af Mette Brønserud Larsen fra Århus Universitet, som omhandler danske sømænd og officerers forestillinger og erfaringer fra tjenesten i Congo. Udover dette speciale, har vi ikke fundet anden dansk forskning om skandinavernes rolle i Fristaten Congo.55 Journalist og forfatter Peter Tygesen kan fremhæves som en kapacitet på området og har stor viden om Congo og danskernes rolle.56 Inden for forskning må man fremhæve Espen Wähle, som forsker i skandinavernes historie i Congo. Wähle har gjort sig bemærket med sine feltstudier i Congo og som formand for etnografisk samling, hvor han i sit daglige arbejde har beskæftiget sig med kildemateriale fra skandinaver hjemvendt fra Congo. Af nyere danske bøger kan nævnes Peter Tygesens Congo – formoder jeg og fra Bornholms Museum Bornholm – Congo – tur/retur. 57 Begge bøger giver en indføring i Congos historie og danskernes fortællinger derfra. Adskillige bornholmere drog til Congo, og de har efterladt en betragtelig samling af etnografiske genstande, dagbøger og breve på øen.58 1.9 Afgrænsning Dette projekt undersøger forholdet mellem samtidens historieskrivning om Fristaten Congo, og beretninger skrevet af danskere, der deltog i koloniseringen af Fristaten. Projektet beskæftiger sig med tre samtidige værker om Fristaten Congos historie, samt udsendte danskeres erindringer. De historiske værker samt de anvendte erindringer beskæftiger sig med perioden, hvor Kong Leopold enerådigt regerede Congo fra 1884 til 1908. Da Congos kolonihistorie er lang og omfattende, finder vi det nødvendigt at arbejde indenfor en afgrænset historisk periode. Omkring 900 skandinaver drog mod Fristaten Congo for at gøre tjeneste for Kong Leopold II, hvorfor vi begrænser os til at arbejde med et mere overskueligt udvalg af erindringer fra danskere. Der findes kildemateriale fra udsendte i Fristaten Congo på adskillige arkiver både i Danmark og i udlandet. I Danmark skal Etnografisk Samling nævnes som en vigtig kilde til baggrundsviden. Bornholms Museum, Udvandrerarkivet i Ålborg og forsvarets arkiver huser også materiale til nysgerrige sjæle. Vi har afgrænset os fra at opsøge kilder på andre arkiver end Etnografisk Samling, da vi                                                                                                                 55

Brønserud, M.L. 2003: En analyse af forestillinger og erfaringer blandt danske sømænd og officerer i Congostatens tjeneste 1885-1925. Århus Universitet 56 Tygesen, P. 2001: Congo formoder jeg. Finland: Lindhardt & Ringhof 57 Knudsen, A. V. (red.) 2003: Bornholm Congo tur/retur. Rønne: Bornholms Museum 58 Knudsen: 11-80

 

13

igennem erindringsbøgerne allerede besidder kilder, som er fyldestgørende for at kunne besvare vores problemformulering. Der foreligger også adskillige arkivalier på rigsarkivet i Bruxelles, men disse er ikke af umiddelbar relevans for dette projekt.

 

14

Kapitel 2: Metode 2.1 Indledning Dette kapitel præsenterer de metodiske overvejelser bag projektets udformning. Indledende vil en begrebsafklaring definere rammerne for brug af ordene: befolkning, vold og overgreb. Herefter vil vi præsentere de analyserede kilder og overvejelser om deres anvendelighed og troværdighed. Til sidst i kapitlet vil vi redegøre for vores analysestrategi og uddybe vores arbejdsspørgsmål. 2.2 Begrebsafklaring Et centralt punkt i denne opgave er overgreb mod befolkningen i Fristaten Congo. For at kunne differentiere i mellem vold, der må regnes for overgreb, og vold, der kan anses som legitim inden for rammerne af regeringsførelse, må vi definere de forskellige former, som vold kan tage. For at nuancere vores forståelse af vold vil vi se nærmere på professor Johan Galtungs arbejde med emnet, præsenteret i artiklen Violence, peace, and peace research.59 Her regnes vold som årsagen til forskellen i mellem det potentielle og det faktiske.60 Det der forhindrer en udfoldelse i at resultere i sit maksimale potentiale. For eksempel forhindrede den tunge beskatning på fødevarer og gummi den indfødte congolesiske befolkning i at opnå den maksimale mængde fødevarer og dermed næring, da deres tid gik med at arbejde for Congostaten.61 Vi vil se på både personlig og strukturel vold.62 Altså den vold som udøves direkte af en person, og den vold som udøves via ulig magtfordeling og ulige muligheder for indflydelse f.eks. på fordeling af fødevarer og andre ressourcer og adgang til goder,63 så som lægehjælp.64 Vi vil regne både tilsigtet og utilsigtet vold som overgreb.65 Altså er det ikke relevant for prædikatet overgreb, hvorvidt det var meningen med gummiskatten, at befolkningen skulle lide sult og armod. Det relevante er om det arbejdspres gummiskatten udgjorde, medførte disse følger. Ifølge Galtung kan vold være både latent og manifest.66 Latent vold kan udfolde sig som angst for mulig vold, der                                                                                                                 59

Galtung 1969: Violence, peace, and research. Journal of Peace Research 6 (3). 167-191 Galtung: 168 61 Morel: 55, 60 & 67 62 Galtung: 170-171 63 Galtung: 171 64 Lindegaard A. E. A. 1928: Soldaterliv i Congo. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 127 65 Galtung: 171 66 Galtung: 172 60

 

15

påvirker den ramtes gerninger. Et eksempel på latent vold kunne være, at den indfødte befolkning ikke genopbyggede deres landsbyer, fordi de frygtede, at deres landsbyer alligevel ville blive brændt ned af staten, mens kvinder undgik graviditet, på grund af frygten for ikke at kunne flygte hurtigt nok, hvis landsbyen skulle blive overfaldet.67 Overgreb er i denne opgave defineret som vold, der falder uden for rammerne af det civiliserende projekt Fristaten Congo blev lanceret som. Her ser vi særligt § 6 i den traktat der blev udarbejdet ved Berlinkonferencen som relevant. ”[…] All the Powers Exercising sovereign rights or influence in the aforesaid territories bind themselves to watch over the preservation of the native tribes, and to care for the improvement of the conditions of their moral and material well-being, and to help in suppressing slavery, and especially the Slave Trade. They shall, without distinction of creed or nation, protect and favour all religions, scientific or charitable institutions, and undertakings created and organized for the above ends, or which aim at instructing the natives and bringing home to them the blessings of civilization. Christian missionaries, scientists, and explorers, with their followers, property, and collections, shall likewise be the objects of especial protection. Freedom of conscience and religious and toleration are expressly guaranteed to the natives, no less than to subjects and to foreigners. The free and public exercise of all forms of Divine worship, and the right to build edifices for religious purposes, and to organize religious missions belonging to all creeds, shall not be limited or fettered in any way whatsoever.”68 For at få et indtryk af samtidens opfattelse af civilisation, bad vi Dansk Sprognævn om en definition af civilisation fra slutningen af det nittende århundrede. Fra Meyers Fremmedordbog citerede Dansk Sprognævn definitionen af at være civilisabel, som et menneske, ”Som kan modtage civilisation, civilisering, dannelse, oplysning, forædling, sædelighed som følge af fleres forening i samfund.” 69 Med dette in mente mener vi, at vold er overgreb, når det falder uden for det erklærede civiliserende projekt for Fristaten Congo, og når volden ikke tjener til at fremme dannelse, oplysning, sædelighed og forening i samfund efter tidens vestlige standarder. For eksempel er vold som straf for manglende fødevare- eller gummiskat                                                                                                                 67

Morel: 71 Boulger: 397-398 69 Meyer, L., Dahl, B. T., Dahl, J. P. F. D. og Dahl, F. C. B. 1902: Ludvig Meyers Fremmedordbog. København: Det Schubotheske Forlag 68

 

16

et overgreb, hvis skatten ikke benyttes til at oplyse, uddanne eller forene befolkningen i et fælles samfund. I vores definition af befolkning mener vi, de mennesker der er født og opvokset indenfor de fysiske rammer af det territorium, der er afgrænset som Fristaten Congo, og ikke opfattes af andre eller af sig selv som tilhørende et andet fysisk område. Børn født i udenlandske missionærfamilier i Fristaten falder altså ikke ind under befolkning, da det må formodes, at deres forældre regner dem som samme nationalitet som sig selv. 2.3 Kildepræsentation   2.3.1 H. Jenssen-Tusch: Skandinaver i Congo Jenssen-Tuschs historiske afsnit om Congo bygger især på andre samtidige historiske værker. Bogens sprog er præget af begejstring og støtter i høj grad projekterne i kolonien. Jenssen-Tusch mistede sin bror i Congo og kan derfor have et personligt behov for at retfærdiggøre hans triste skæbne. Jenssen-Tusch er kritisk overfor projektet i den forstand, at mange der drager der ned, ikke vender tilbage igen. Overfor ideen omkring det civilisatoriske projekt deler han samtidens forståelse for imperialismen. 2.3.2 E. D. Morel: Red Rubber Red Rubber er skrevet som et partsindlæg i debatten om Fristaten Congo. Bogens hovedformål var at angribe Leopolds brud på frihandelsaftalerne, aftalt i Berlin 18841885, men for at vinde folkelig opbakning beskrives rædselsvækkende begivenheder, der skulle appellere til følelserne hos folket.70 Bogen må som sådan behandles med en sund portion skepsis, da den er meget skarpt vinklet i sit valg af, hvilke informationer den bringer frem. Dog er kilderne til de gerninger, der beskrives i kapitlet The Deeds så mange og forskellige, at det virker troværdigt, at deres beretninger er sandfærdige.71 Man kan ikke nødvendigvis formode, at gerningerne beskrevet i Red Rubber hver for sig er kendetegnede for livet i Fristaten Congo, men samlet set giver de et billede af at være en del af livet i Fristaten.                                                                                                                 70 71

 

Andersen: 390 Morel: 43-79

17

2.3.3 Demetrius Charles Boulger: The Congo State D. C. Boulger var en engelsk historiker og forfatter til flere biografier. Boulgers forfatterskab er centreret omkring kolonihistorie, primært britisk, men omhandler også belgisk kolonihistorie. Værket er først og fremmest et samtidigt historisk værk, der primært beskæftiger med Fristaten Congo. Boulger refererer til episoder frem til 1897.72 Bogen indeholder et stikordsregister, men intet kilderegister. Der refereres til adskillige konventioner, udsendtes erfaringer og begivenheder i Congo. 73 Der anvendes ikke referencer til kildemateriale. 74 Boulger kan have haft adgang til førstehåndskilder fra Fristaten, det være sig breve og dagbøger, konventioner, lovgivning og andre historiske beretninger fra central Afrika. Men man må være bevidst om, at det er umuligt at kontrollere kildernes validitet. Boulger har en meget positiv indgangsvinkel til koloniprojektet i Congo og lægger vægt på at bevise dets dyder, og enkelte steder modbevise kritikeres røster. Bogen hylder og roser Kong Leopold II for hans lederskab og stærke personlighed og forsvarer koloniseringen og dens formål i sin helhed. 2.3.4 A. E. A. Lindegaard: Soldaterliv i Congo Lindegaard arbejdede som officer i Force Publique. Rejsen mod Afrika begyndte i 1897, og efter 3 års tjeneste vendte han hjem igen i juni 1900.75 Lindegaard førte dagbog under hele sit ophold i Fristaten og nedskrev sine erindringer umiddelbart efter hjemkomsten til Danmark. På venners opfordring renskrev Lindegaard senere sine erindringer til udgivelse i bogform.76 Bogen udkom i 1928, ganske lang tid efter at begivenhederne fandt sted. Da både dagbogsnotaterne og første udkast af erindringerne er nedfældet, mens Lindegaard var i Fristaten og umiddelbart efter hjemkomsten, kan man gå ud fra, at det perspektiv, som kommer til udtryk i bogen, repræsenterer den måde Lindegaard opfattede omstændighederne under sit ophold i Fristaten Congo. Dog må man medregne, at der kan være foretaget ændringer efter renskrivningen, næsten 3 årtier senere. Tidsånden har ændret sig, og man kan ikke vide, om Lindegaard har redigeret visse dele af den oprindelige tekst, for ikke at                                                                                                                 72

Boulger: 196 Boulger: 187 74 Boulger: 181 75 Lindegaard: 14-15 76 Lindegaard: 9 73

 

18

karambolere med sine samtidiges holdninger. Teksten giver dog indtryk af at være troværdig, da de tilkendegivne holdninger og perspektiver, tegner et billede som afspejler andre udsendtes erindringer, og det fremgår tydeligt, når Lindegaard efterrationaliserer eller tilføjer en kommentar til den oprindelige tekst. 2.3.5 Erik Holm: Dansk Kriger i Congo Erik Holm vil dele en spændende historie om sin farbror Christen Holms karriere i Force Publique og Danmarks historie. Han har ikke noget at tabe ved at fortælle ubehagelige detaljer om sin farbror, da Christen Holm ikke efterlod sig nogen efterkommere, der har kontakt til resten af familien. Det kildemateriale, Erik Holm baserer sin bog på, er meget varieret og giver et bredere indblik i Christen Holms oplevelser, end man turde håbe at finde, hvis Christen Holm havde skrevet en bog til udgivelse inden sin død. Var bogen blevet udgivet inden Christen Holms død i 1905, havde han stadig haft interesse i at fortsætte sin karriere i Force Publique og havde tilrettelagt sin fortælling derefter. Blandt andet havde han nok ikke fortalt åbent om sine forhold til 12-årige piger, og de børn han fik med dem. Information Erik Holm har fra sin farbrors breve til venner og vidnesbyrd fra Christen Holms kolleger. I arbejdet med breve er det relevant at se på, hvad forfatteren ikke nævner. Christen Holms forhold til indfødte kvinder optræder ikke i brevene til hans forældre. Men fordi Christen Holm fortalte forskellige detaljer til de mennesker han sendte breve til, og i sin dagbog, får vi et nuanceret billede af hans oplevelser. Hverdagsberetningerne er altså godt funderede, og Erik Holms research i de belgiske congoarkiver borger for kvaliteten af de overordnede informationer, som Christen Holm ikke havde adgang til. 2.3.6 Knud Jespersen: En dansk Officers Kongofærd Knud Jespersen, født i Rønne 1873, gik af som løjtnant efter aftjent værnepligt og blev ansat i Congostatens tjeneste som underløjtnant i Force Publique i 1897. Han blev kommandant og senere Chef De Zone, dvs. øverste embedsmand for et område så stort som Tyskland og Østrig tilsammen. Kay Larsen fik Jespersen til at nedskrive sine optegnelser om livet i Congo og udgav dem i 1930. Hændelserne er skrevet med henblik på udgivelse, hvilket vil sige, at Knud Jespersen har haft mulighed for at udelade oplysninger efter behov. Jespersen beskriver dog i sin beretning hyppigt overgreb, hvor hans egen rolle ikke er vigtig.  

19

2.4 Analysestrategi Følgende afsnit har til formål at redegøre for projektets analysestrategi og de metodiske overvejelser vi har omkring besvarelsen af vores problemformulering. Analysen er opdelt efter tre arbejdsspørgsmål, der tilsammen besvarer den endelige problemformulering. Arbejdsspørgsmålene lyder og skal forstås som følger: Hvad fortæller samtidens historiske værker om overgreb på befolkningen? Samtidens historiske værker er her begrænset til tre værker.77 De tre samtidshistoriske værker skal ses som stående overfor hinanden i deres tilgang til feltet. Jenssen-Tusch, som mistede sin bror i koloniprojektet, bekymrer sig da også over de farer, Congo byder tilrejsende, en bekymring man ikke finder i samme grad hos Boulger. E. D. Morels Red Rubber er det sidste af de tre værker og har en yderst kritisk tilgang til Kong Leopolds II’s koloni. Kapitlet vil udlede, hvad der blev skrevet og ment om de overgreb, der har fundet sted på befolkningen i Fristaten Congo. Værkerne er opdelt således, at der er mulighed for at udlede en mulig generel tendens, i måden man behandlede dette emne. Kan man udlede et bestemt civilisationssyn, og hvad har man været kritiske overfor, og ud fra hvilket synspunkt? Interessant er det også, hvis man fra forfatterens side har valgt ikke at beskrive overgreb, og hvad formålet kunne være med dette? Hvad fortæller de danske beretninger om overgreb på befolkningen? Spørgsmålet har til hensigt at dykke ned i kilderne og kritisk analysere, hvad danskerne berettede om overgreb på befolkningen. Hvad har de lagt særlig vægt på, og hvad har de været nærmest forblændet af, har de selv medvirket, hvad tænkte de og hvordan har de legitimeret deres fremfærd i kolonien? Er der overensstemmelse i mellem samtidens historiske værker og danskernes beretninger ift. de overgreb, der foregik på befolkningen og hvori består disse? Spørgsmålet fungerer som en opsamlende diskussion af de to forudgående arbejdsspørgsmål. Her vil delkonklusionerne fra de to tidligere besvarelser blive sammenholdt og vurderet. Uoverensstemmelse og ligheder i mellem de samtidige historiske værker og kilder vil blive belyst for at klarlægge, hvad vi med sikkerhed                                                                                                                 77

 

Se Afgrænsning

20

kan sige om overgreb på befolkningen. Derudover vil nuancer og perspektiver eksplicit blive fremstillet for at give en forståelse af, hvad der skete i Fristaten Congo. Hvad kan man generelt sige om de overgreb, der fandt sted på befolkningen, og hvordan blev det anskuet i sin samtid? Hver af arbejdsspørgsmålene vil blive afsluttet med en delkonklusion, som en samlet konklusion vil samle op på efter det tredje analyseafsnit.

                       

 

21

Kapitel 3: Samtidige historiske værker Hvad fortæller samtidens historiske værker om overgreb på befolkningen?   3.1 H. Jenssen-Tusch - Skandinaver i Congo H. Jenssen-Tusch, redaktør ved Militær Tidende, sagde i 1896 god for at trykke en notits, der skulle opfordre officerer til 3-årig tjeneste i Congostaten. Jenssen-Tusch beretter i bogens forord om sit manglende kendskab til Congo, men kendte dog til soldater, der enten var blevet dræbt af de vilde eller af sygdomme i Congo. I danskernes bevidsthed rykkede Congo sig nærmere efter historier og rygter om de mange dødsfald, Afrika-eventyret medførte. Jenssen-Tusch mistede selv sin bror i Congo og studerede efterfølgende landet på afstand. Hans håb med bogen var at skildre de mange skandinaver, der gjorde tjeneste i Congo, især med henblik på dem, der ikke vendte tilbage. En af Jenssen-Tuschs sidste bemærkninger i bogens historiske afsnit virker tragikomisk for nutidens læsere: ”Maaske ville mere fuldkomne Kommunikationer og især Opdyrkningen af Landet, efterhaanden som den skrider frem, ende med helt at forjage det frygtelige, der hidtil har klæbet ved Navnet Congo. […] Lad os haabe, at de mange Menneskeliv, det har kostet og koster at tage landet i Besiddelse, ikke maa være bortkastede helt uden Nytte!”78 Jenssen-Tuschs bog blev skrevet til minde om de mange skandinaviske soldater og søfolk, men også for at gøre den danske befolkning bevidste om, hvad der skete i det fremmede land. Det var bestemt ikke Jenssen-Tuschs fokus eller intention at beskrive den lokale befolknings lidelser, men vi ved fra hans kilder, at der i høj grad blev skrevet om overgreb. Derfor er det interessant, hvilke ord han benyttede til at beskrive et uundgåeligt emne. Jenssen-Tusch var i høj grad begejstret for det arbejde, der blev lagt i koloniseringen af Congo. Hans beskrivelser af Stanleys bedrifter er på det nærmeste hagiografiske. Det kommer især til udtryk, når Jenssen-Tusch skildrer Stanleys ekspeditioner. ”Da gjorde Stanleys mindeværdige Rejse tværs gennem Afrika Ende paa al Uvished.”79 Uvisheden henviser til den mystik og manglende viden man havde omkring Congo, og den gjorde Stanley op med. Endvidere skrives det om Stanley, at ”[…] hans selvtilid, hans faste Vilie, hans fortræffelige Færdighed i Swahilisproget – ved Hjælp af hvilken han med Lethed kunde forhandle med Araberne og overtale sine Folk […],

                                                                                                                78 79

 

Jenssen-Tusch: VI Jenssen-Tusch: 10

22

og frem for alt hans gode Lykke gave ham Sejren i Hænde”.80 Stanleys ekspeditioner medførte en række ofre, men hos Jenssen-Tusch, fornemmer man, at disse ikke døde forgæves. ”Af 365 Negere, med hvilke han havde begyndt Rejsen vare kun 115 tilbage; 173 vare omkomne undervejs, deraf 65 faldne i Kamp, dræbte eller døde af Saar, 14 druknede, 1 dræbt af en Krokodil, 45 døde af Kopper, 21 af Dyssenteri, 11 af Udmattelse eller Svækkelse, Resten af andre Aarsager. Men Maalet, den fuldstændige Undersøgelse af Congoflodens Løb, var naaet”.81 De mange dødsfald blev legitimeret ved den sidste sætnings udfald. Prisen for de mange menneskeliv var legitim på grund af det ædle formål, civilisationens udbredelse og kortlægningen af Congos floder. Jenssen-Tusch underbygger Stanleys imponerende bedrifter med et citat af Petermann, der i 1877 skriver i det geografiske magasin Mittheilungen: ”Saaledes har Stanley udrettet mere end hele den videnskabelige Forskning af Indreafrika, der nu har fundet Sted i noget over 30 Aar”.82 Det var med denne begejstrede fortælling, Jenssen-Tusch beskrev optakten til Fristaten Congos historie. Dog var reaktionerne på den trykte notits blandede, hvilket Jenssen-Tusch var bevidst om: ”Til at holde folk tilbage bidrog maaske ogsaa det Rygte, som snart bredte sig, at naar Congoregeringen søgte til Udlandet, var det, fordi den ikke kunde formaa Belgierne til at tage til Afrika”.83 Der var bestemt fare forbundet med eventyret. 3.1.1 Den Uafhængige Congostat 1885-1901 ifølge Jenssen-Tusch Staten var dannet udadtil, men som Jenssen-Tusch beskrev, skulle arbejdet først til at begynde. Jenssen-Tusch var begejstret og beundrede det store arbejde, der blev gjort i Fristatens tidlige år. For at sætte Fristatens pragt i perspektiv, henviste han til de grusomheder, der skete i det ægyptiske Sudan. Ægypterne ekspanderede deres herredømme syd på, hvilket ifølge Jenssen-Tusch betød en udvidelse af deres ”Skamløshed og Brutalitet”. 84 Ordene blev knyttet til det ægyptiske Sudan grundet den udbredte slavehandel, der fandt sted i området. Ved beskrivelse af dette udviser Jenssen-Tusch for første gang væmmelse ved, hvad den lokale befolkning blev udsat for: ”Disse Zeribaer […] forvandledes snart til Arnesteder for den vildeste Menneskejagt, og                                                                                                                 80

Jenssen-Tusch: 11 Jenssen-Tusch: 12 82 Jenssen-Tusch: 12 83 Jenssen-Tusch: iii 84 Jenssen-Tusch: 20 81

 

23

lange Karavaner med ulykkelige, sorte Fanger, slæbte sig derfra til Havnene. […] Det var et umaadeligt Antal Slaver, man har sagt 20,000, der paa denne Maade aarligt sendtes til Asien og Nordafrika ad lange, skrækkelige Veje, paa hvilke de to Trediedele af dem omkom.”85 Denne væmmelse blev dog ikke udvist i forbindelse med Stanleys sidste ekspedition: ”Denne […] var en Bedrift af ypperste Rang. Men paa en vis Maade, paastaas der, gjorde den store Fortræd i civilisatorisk Henseende, idet den fremskyndede ækvatorialprovinsens Rømning og tillige stillede de Hvide og Congostaten for lange Tider i et afgjort fjendtligt Forhold til de Indføte i Egnene omkring Aruwimi, eftersom Expeditionen med sin store Styrke mange Steder maatte bane sig Vej og skaffe sig Levnetsmidler med Magt, en Omstændighed, Belgierne senere ofte kom til at lide under.” 86 Jenssen-Tusch beretter her om et overgreb. Overgrebet bliver dog i citatet refereret til som en omstændighed. Hvad omstændighed helt præcist dækker over, er ikke muligt at vide, men da det involverer magtanvendelse, der har stillet de hvide i et fjendtligt forhold til de indfødte, må man tro, at der har været tale om ubehagelige situationer. Det interessante ved JenssenTuschs måde at berette på er måden, hvorpå han legitimerer Stanleys fremfærd. At man ”[…] mange Steder maatte bane sig Vej”87. Maatte som værende nødsaget, eller var blevet nødt til, virker som en uskyldig handling i forhold til, hvad det reelt kan have haft af betydning. Hvad der især var vigtig for Jenssen-Tusch at skildre var, at man ikke burde kimse af belgiernes tilstedeværelse. Belgierne var de indfødtes befriere, der var kommet for at redde dem fra arabernes jerngreb: ”I Mombutternes Land herskede der for Tiden fuldstændigt Anarki, idet alle Stammerne laa i Haarene paa hinanden indbyrdes. […] Den belgiske Expedition kom lige til Pas til at gøre en Ende paa disse Stridigheder, der havde gjort det muligt for Araberne at faa saa let Bugt med de Indfødte.”88 Belgiernes til tider aggressive fremfærd bliver i Jenssen-Tuschs bog legitimeret med henvisning til bekæmpelse af arabernes slavehandel.89 I henhold til Berlinkonferencen skulle slavehandlen bekæmpes, og i kampen mod slavehandelen kunne man tillade sig en del. Dog erkendte Jenssen-Tusch, at slavehandel ikke lige var til at bekæmpe. Det var dog ikke noget man kunne bebrejde Leopolds styre. ”Endelig tog i 1889 i                                                                                                                 85

Jenssen-Tusch: 21 Jenssen-Tusch: 24 87 Jenssen-Tusch: 24 88 Jenssen-Tusch: 27 89 Jenssen-Tusch: 30-31 86

 

24

Bruxelles en ny Konference, sammensat af Delegerede fra 17 Magter, en Række Beslutninger, gaaende ud paa alvorlige Skridt til den afskyelige Trafiks fuldstændige Underkuelse til Lands og til Vand […] Det var en vanskelig Sag. Thi Handelen med Mennesker er saa indgroet i Befolkningen i Afrikas Indre, hvor Fangerne benyttes i Landbrug og Industri, til Ofringer ved Gudsdyrkelsen og simpelthen som Slagtekvæg, at der skal Menneskealdre til helt at fjerne den. Og Belgierne selv maa ofte, for at skaffe sig de aldeles uundværlige Lastdragere og Arbejdere i et Klima og i Egne, hvor ingen Hvis kan tage fat paa den Maade, med de sorte Høvdinge afslutte Kontrakter, der stærkt nærme sig til Købekontrakter. Imidlertid søgte man virkelig efter bedste Evne loyalt og energisk at optræde mod al Handel med Mennesker. Men denne Regeringens Holdning paaførte den unge Stat en meget alvorlig Kamp, som en Tid lang alvorligt rystede den i dens Grundvold.” 90 Det var et komplekst problem, hvilket man også kan se i Jenssen-Tuschs selvmodsigende argumentation. Det er tydeligt ved læsning af Jenssen-Tuschs historieafsnit, at hans begejstring for Congo-projektet ikke var til at skyde igennem. Troen på Fristaten er oprigtig, og derfor er det svært at gøre noget forkert i Kong Leopolds tjeneste. Belgiernes tilstedeværelse var retfærdig, da de befriede congoleserne fra de barbariske arabere.91 At arbejdet for belgierne ikke kørte strømlinet var pga. arabernes tidligere voldsomme færden.”Helt uforklarlig er dog ikke, at de stakkels Vilde, der ikke kendte de Hvide, vare bange for at falde i Hænderne paa nye Fjender.”92 Araberne havde fra starten gjort det svært for belgierne at fuldføre deres opgave. De ca. 2000 hvide i Congo var stærkt i undertal i forhold til antallet af farvede indbyggere i Congostaten.93 Derfor var der også en bevidsthed om, at lydighed ikke ville blive opnået inden for den første tid, ligesom den lille mængde hvide ses som anledning til omfanget af modstand fra befolkningen.94 I forhold til dette problem bliver den oprindelige befolkning heller ikke fordømt: ”Man kan jo ikke fortænke de oprindelige Indbyggere i, at de ikke strax saadan helt uden videre tillod denne lille Skare Hvide at skalte og valte med deres Land efter Forgodtbefindende […] saa er det ikke underligt, men tværtimod særdeles forklarligt, at ogsaa Congostaten har                                                                                                                 90

Jenssen-Tusch: 30 Jenssen-Tusch: 31 92 Jenssen-Tusch: 32 93 Jenssen-Tusch: 41 94 Jenssen-Tusch: 42-43 91

 

25

været og vel i mange Tider vedblivende, vil være Skuepladsen for større eller mindre Uroligheder […]”95 Jenssen-Tusch afslutter sit afsnit om Fristaten Congos historie således: ”Som sagt, Kamp paa Kamp har besættelsen af Congobækkenet kostet og vil koste endnu i lange Tider, og kan Listen over de Hvide der faldt for Fjendehaand, vel ikke maales med Listen over dem, der døde dernede af Sygdom og Anstrengelser, saa er den lang nok alligevel. Fremad er imidlertid Kolonisationsarbejdet gaaet trods alle Tab og Hindringer, det tør man ikke benægte.”96 Citatet understeger, hvad Jenssen-Tusch så inderligt troede på.

3.2 E. D. Morel - Red Rubber Morel opsummerer sit syn på Fristaten Congo i et hypotetisk spørgsmål i afsnittet Is there a redeeming feature?97 ”If you knock down a foot-pad who is ill-treating some one, and after having driven the aggressor away, proceed to deal more severely with his victim, what claim have you to righteousness?”98 Red Rubber beskriver et system, der fokuserer udelukkende på profitmaksimering. Gentagne gange understreger vidners fortællinger, at den vold befolkningen udsættes for, er motiveret af et ønske om, at de skal levere mere gummi eller flere fødevarer til enten Force Publique eller handelsselskaber. 99 Parolen om, at Fristaten Congo udryddede det arabisk styrede slaveri mødes med påstanden om, at ”the “Congo Free State” in its basic claims, practices, and methods is primarily a huge slave-owning and slave-raiding corporation, and that compared with the cold diabolicism of its policy, Arab excesses extending over an infinitely smaller area were tame.”100 Morel insisterer på, at en kolonisator bygger et samfund op og har en reel langsigtet interesse i det.101 Han mener endda, at det ville være bedre for stammerne i Fristaten Congo, hvis arabernes religion havde fået lov til at fæstne sig i dem, da islam ”[…] breeds union for mutual aid among the black peoples,”102 og altså ville samle stammerne i et                                                                                                                 95

Jenssen-Tusch: 42 Jenssen-Tusch: 44 97 Morel: 81-127 98 Morel: 84 99 Morel: 48, 51-53, 55, 85 100 Morel: 88 101 Morel: 88 102 Morel: 88 96

 

26

fællesskab. På den baggrund ses Kong Leopolds projekt i Fristaten Congo som løgnagtigt, da det ikke lever op til hverken Morels definition af kolonisering eller de retningslinier, der blev nedfældet i traktaten ved Berlinkonferencen. Morel mener heller ikke, at de offentlige infrastrukturprojekter retfærdiggør koloniprojektet. Han citerer missionæren J. H. Weeks: ”What does the native receive in return for all his taxation? I know of absolutely no way in which he is benefited […] in what way does the telegraph benefit the native? Those who live near the line have to keep the road clear for nothing […] Others point to the scores of steamers running on the Upper Congo. In what way do they benefit the native? Others again point to well-built State stations […] They were largely built and are now largely maintained by forced labour.”103 I Morels øjne lever Congostaten altså ikke op til sine forpligtelser, da de grundlæggende krav om, at staten skal fremme både moralsk og materiel velbefindende for befolkningen104 ikke bliver opfyldt. Tværtimod medfører statens interesser en betydelig forringelse af befolkningens forhold. Morel citerer blandt andre den engelske rejsende E. J. Glave for, at forholdene i Fristaten ikke er som de bør være:”The white officer at kamambare has commissioned several chiefs to make raids on the country of the Warua and bring him slaves. They are supposed to be taken out of slavery and freed, but I fail to see how this can be argued out. They are taken from their villages and shipped south to be soldiers, workers, &c, on the stations, and what were peaceful families have been broken up and the different members spread about the place. This is no reasonable way of settling the land. It is merely persecution.”105 Dette er blot et blandt flere vidnesbyrd, der beskriver, hvordan staten brugte sin forpligtelse til at bekæmpe slaveri til at tage andres slaver og bruge dem som tvangsarbejdere. ”We got no pay. We got nothing […] It used to take ten days to get the twenty baskets of rubber. We were always in the forest, and when were late, we were killed. We had […] to go without food, and our women had to give up cultivating the fields and gardens. Then we starved. Wild beasts - the leopards - killed some of us when we were working away in the forest, and others got lost or died from exposure and starvation, and we begged the white man to leave us alone, saying we could get no                                                                                                                 103

Morel: 91 Boulger: 397 105 Glave, E. J. 1896 i Morel: 46 104

 

27

more rubber, but the white men and their soldiers said, ”Go! You are nyame (meat).” […] when we failed and our rubber was short the soldiers came up our towns and shot us. Many were shot, some had their ears cut off; others were tied up with ropes around their neck and bodies and taken away. We fled because we could not endure the things done to us. Our chiefs were hanged, and we were killed and starved and worked beyond endurance to get rubber.”106 Sådan beskriver en gruppe indfødte, ifølge den engelske konsul i Fristaten Congo, Roger Casement, 107 hvordan slavearbejde og vold drev dem til at flygte ud af Fristaten. Men selv lønnet arbejde kunne være blodigt tvangsarbejde. ”Three times already have I been forced to make war on chiefs who refuse to cooperate in the work. [...] If a chief refuses it is war, and that atrocious war – perfected weapons of destruction against spears and lances. …A native chief has just come to tell me, “My village is a heap of ruins; all my wives have been killed. Yet what can I do? When I tell my people to carry the white mans goods they flee to the woods, and when your soldiers come to recruit I can give them no one because my people prefer to die of hunger in the woods rather than do transport work.”…Often I am compelled to put these unhappy chiefs in the chains, until some 100 or 200 carriers are obtained, which procures their liberation. Very often my soldiers find the villages deserted; then they seize women and children and capture them.”108 Sådan beskriver Force Publique løjtnanten Tilkens, hvordan man straffede befolkningen, når folk ikke ville lade sig sælge til arbejde, der med stor sandsynlighed ville medføre døden. 109 Den samme løjtnant beskriver i et brev til sin mor, hvorledes hans overordnede vil bedømme ham på, hvor meget gummi han kan få ud af sit ansvarsområde, og at han kan tjene gode penge på at presse mere og mere gummi ud af befolkningen.110 Den vold der beskrives i Red Rubber har oftest sin oprindelse i gummi- og fødevareskatten, og da disse skatter ifølge Morel og hans kilder ikke gavner befolkningen i Fristaten Congo, må volden som udgangspunkt betegnes som overgreb.                                                                                                                 106

Casement R. 1904 i Morel: 58 Roger Casement udarbejdede den såkaldte Casement rapport, om forholdene i Fristaten Congo. En rapport der vakte stor opsigt. 108 Skrevet i 1898 af løjtnant Tilkens, Force Publique, i brev til en major i den belgiske hær. Oversat og optrykt i Morel: 61-62 109 Tilkens 1898 oversat og gengivet i Morel: 62 110 Tilkens i Morel: 62 107

 

28

3.3 D. C. Boulger – The Congo State Boulgers værk er ikke blot et en hyldest til Kong Leopold og koloniseringen af Congo. Det er også en fortælling om skabelsen af en stat, storpolitik, kampen om Afrika, bekæmpelsen af slavehandelen og indførslen af nye moderne tiltag så som postvæsen, jernbaner og telegrafer. Indledningen til The Congo State giver et fortræffeligt billede af, hvordan Boulger ser det mørke kontinent. “If it be permissible to apply to modern affairs the Biblical imagery that the man who successfully plants a tree where none grew before has done a good life’s work, then it is true to say that the happiest monarch should be the one who founds a new State. That happiness must be enhanced by the fact that his creation is no fleeting achievement won by the sword, but that it is based on what ought to be permanent claims to respect and security in the welfare of the subject race as well as the credit of the ruling power.”111 Bekæmpelsen af slavehandelen er et vigtigt emne i Boulgers historiske gennemgang, da det legitimerede de hvides tilstedeværelse i Congo og udprægede brug af vold, med det hellige mål for øje at slå ned på arabernes handel med slaver. “The only export from that region was ”black ivory”, as human beings came to be termed, and each successive traveller harrowed the feelings of the reader with tales of the barbarities inflicted on the unfortunate captives. The soul of Christendom and civilisation revolted against the outrages, and the suppression of the slave trade in Central Africa came to be regarded as a solemn duty

imposed

on

the

charitable

public

of

Europe

and

America.”

112

De mange ofre, krigen mod araberne kostede, blev set som en nødvendig pris for civilisationens udbredelse i Afrika.. “The missionaries and the explorers had also made clear their imperative duty of the free and happy nations to deliver their unfortunate brethren from the terrible sufferings under which they passed through life.”113 Her tegner der sig et billede af et offergjort Afrika, som skal frelses af den hvide kristne mand, et narrativ som har vist sig utrolig levedygtigt.114 Følgende citat tegner et malende og idyllisk billede af Congo før arabernes ankomst, samt de rædsler der fulgte. ”Sir Samuel Baker, in                                                                                                                 111

Boulger: 1 Boulger: 5 113 Boulger: 6 114 Se for eksempel kampagnemateriale på www.noedhjaelp.dk 112

 

29

describing a village in 1864, said that it “was then a perfect garden, thickly populated, and producing all that man could desire.” Of the same village he wrote, eight years later: “The scene is changed, all is wilderness. The population has fled! Not a village is to be seen. They [araberne] kidnap the women and children for slaves, and plunder and destroy wherever they set their foot.”115 Disse grufulde beretninger om arabernes hærgen har uden tvivl haft en stor virkning. Boulger bringer et citat fra en ekspedition, hvor de hvide blev verbalt angrebet af nogle indfødte, mens de sejlede ned af Congofloden. ”They shouted from the banks, “Turks, Arabs, whites, men of Semio, all liars, thieves and dogs,” and then to make their meaning clearer, they called out “Ponshio! Ponshi!” the euphemistic name for human flesh. The most hostile chief of this region was Sangebouno, mentioned by Dr. Junker, and he tried to rally all the tribes to common action by declaring, “Foreigners have always deceived us; we have been the prey successively of the Azandés, The Turks, and the Arabs. Are the whites worth more? No, beyond doubt. […] I do not wish to be the slave of anyone, and I will fight against the whites.”116 Boulger konkluderede efterfølgende, at det på trods af lokal modstand var araberne som udgjorde den største udfordring. Når araberne var nedkæmpet ville man kunne fokusere målrettet på opbyggelsen af en stat og civiliseringen af de indfødte. ”[…] liberated slaves were to be provided with the means of livelihood, and also with that of education.” 117 Et resultat af Bruxelleskonferencen, som byggede videre på traktaten vedtaget i Berlin. The Congo State indeholder også en række breve, deriblandt et fra Kong Leopold til den belgiske premierminister M. Beernaert. Et lille udklip af brevet er ganske sigende for det syn man havde på afrikanerne: ”It is by serving the cause of humanity and progress that people of the second rank appear as useful members of the great family of nations.” 118 Boulgers værk fokuserer ikke på overgreb, men der findes dog alligevel eksempler på overgreb i bogen. Boulger fortæller, hvordan en høvding, der arbejdede tæt sammen med Force Publique, blev henrettet på ordre fra en hvid officer, der fejlagtigt troede, at han havde forrådt dem.119 Historien fortæller om loyale støtter

                                                                                                                115

Boulger: 94 Boulger: 119-120 117 Boulger: 151 118 Kong Leopold II oversat i Boulger: 156 119 Boulger: 176 116

 

30

blandt de sorte, men også et system, hvor de hvide ansatte havde en kolossal autoritet, og hvordan denne kunne føre til at uskyldige mistede livet. Boulger beskriver indgående, hvorledes retssystemet i Fristaten Congo værnede om de indfødtes rettigheder: “The result was the introduction of the most enlightened principles of civilisation […] On the Congo it was laid down from the first that no man could be subjected to another, and all who contributed in any degree to the traffic, detention, or conveyance of any man at the bidding of another, were rendered equally amenable to the law.” 120 Det skulle vise sig ekstremt vanskeligt for Congostaten at overholde disse love, og selv Boulger konkluderede, at lovene var svære at implementere. Et andet omstridt emne, også i Fristatens egen tid, var spørgsmålet om tvangsarbejde, sagt med andre ord, slaveri: “The mode according to which the levy operates is determined by the district commissary in agreement with the native chief; ‘and although the drawing by lot is recommended, we must recognise that it would be difficult, in the present circumstances to have recourse always and everywhere to this method in each village, and to refuse to recognise the customary authority of the village chief, when he designates the militiamen among his own dependants.” 121 Det er en lidt pudsig retfærdiggørelse af tvangsarbejde som her anvendes, nemlig den, at man ikke ønsker at udfordre høvdingens autoritet og dermed udvise manglende respekt for den lokale kultur. “It is true that the total term of military obligation has been, as a matter of fact, extended to twelve years, but, when the regulations are carefully drawn up and well applied, there is nothing excessive in such a term.”122 De indfødte Soldater i Force Publique skulle gøre tjeneste i mange år, de blev ofte tvunget ind i hæren og mange mistede livet i Congostatens krige. Boulger fortsætter sin redegørelse for Congostatens beskyttelse af de indfødte: “As a still further precaution against acts of tyranny at the expense of the blacks, a Commission for the Protection of Natives was instituted. Its task was to notify to the judicial authorities […] all facts, of whatever nature, that were injurious to the natives, or acts of violence of which they were the victim. […] While these elaborate and extraordinary measures were taken to safeguard the indigenous population against acts of cruelty, it is right to record that not a single charge had been made by

                                                                                                                120

Boulger: 198 Boulger: 235 122 Boulger: 238 121

 

31

natives against any official down to midsummer 1897.”123 På trods af at der ifølge Boulger ikke er tegn på overgreb mod befolkningen, findes der i The Congo State forskellige eksempler, der kan vidne om det modsatte. Det følgende citat omhandler en missionær, som blev fanget af indfødte: “Two of the chiefs declared to him, “We have killed the Belgians, who called us animals, and who killed our chiefs and our brothers as we kill goats. Why should we not kill you?” It may be parenthetically observed that there does not appear to be a word of truth in the accusation against the Belgians.”124 Grunden til, at Boulger fokuserer ganske meget på retssystemet og de indfødtes behandling, kan være, at der allerede i slutningen af 1800 tallet var negative røster og bekymring omkring situationen i Congostaten, især behandlingen af de indfødte. Det ligger derfor Boulger på sinde at forklare situationens egentlige omstændigheder, og ellers rette fokus mod det som virkelig var vigtigt, det store civilisatoriske projekt. Det menneskesyn som gør sig gældende i Boulgers værk kommer til udtryk især mod bogens slutning, hvor der drages konklusioner om status i Congostaten. Det er værd at minde om, at Afrika på dette tidspunkt var et relativt ukendt kontinent, hvorom der eksisterede mange myter. “Looking at the peoples of the Congo region as a whole, we find that the black races generally are characterized by improvidence, carelessness, indifference to the future, and laziness. […] The black cloud of slavery, fetish worship, and cannibalism hung over Central Africa.”125 Boulger forklarer, at fordi arbejdet var tvunget, og belønningen blev dirigeret forbi de indfødte og videre til Congostaten, var befolkningen efterladt uden incitament. 126 Det er passende i forlængelse af Boulger at slutte af med en reference til Livingstone: “It is well, perhaps, to give prominence to the fact that the negro has many good points, and that, as Livingstone said, there is no reason per se why he should not in the course of ages attain a mental intelligence that would place him somewhere on a level with his white brother.”127

                                                                                                                123

Boulger: 264 Boulger: 250 125 Boulger: 326-327 126 Boulger: 279 127 Boulger: 320 124

 

32

3.4 Delkonklusion The Congo State og Skandinaver i Congo ligger ideologisk set ganske tæt. Boulger fremstiller et velgørende og ophøjet vestligt samfund, repræsenteret ved Europa og USA. Både Boulger og Jenssen-Tusch betoner især arabernes overgreb på den indfødte

befolkning,

men

bagatelliserer

Congostatens

egne

overgreb

på

lokalbefolkningen. Endvidere præsenteres et menneskesyn, som definerer den afrikanske befolkning som andenrangs mennesker, der er langt fra den hvide mands ophøjede position. På trods af, at Jenssen-Tusch har været i besiddelse af adskillige kilder, som berettede om vold mod de indfødte, er det et emne han sorgløst bevæger sig udenom, hvorfor hans fokus primært er på de lidelser danskere i Congo måtte gennemgå. Ligesom Boulger, legitimerer han den hvide mands fremfærd i Afrika, med de ophøjede mål som karakteriserer det civilisatoriske projekt. Morels værk skiller sig markant ud fra de to foregående, med sin eksplicitte præsentation af overgreb, af snart sagt enhver art, på befolkningen. Morel har som sådan ikke noget imod det civilisatoriske projekt. Hans pointe er, at volden mod de indfødte er i fuldstændig modstrid med civilisationens dyder. Ifølge Morel er Congostatens virke blot en fortsættelse af arabernes overgreb på befolkning, men værre og mere systematiseret.                                                

33

Kapitel 4: Danske congofarere Hvad fortæller de danske beretninger om overgreb på befolkningen? 4.1 Lindegaard Lindegaards bog har en ganske anden tilgang til begivenhederne i Fristaten Congo end den, man oplever ved læsning af Boulger. Lindegaards bog er baseret på egne erfaringer, og stilen bærer præg af dagbogsformat, idet begivenhederne altid er formuleret kortfattet og præcist. Således blev alle begivenheder beskrevet i samme nøgterne tonefald, uanset om der var tale om en skøn pige i plantagen eller et opsvulmet lig i floden. Lindegaards erindringer rummer adskillige eksempler på grov vold og overgreb på lokalbefolkningen, i et langt større omfang, end der kan redegøres for i dette afsnit. Læseren præsenteres for et bredt udvalg af overgreb i Lindegaards erindringer. I Bruxelles havde Lindegaard nogle dages ventetid inden skibet sejlede mod Afrika. Her mindes man endnu engang om, at det er en anderledes rejse, han skal på. Det civilisatoriske projekt var en stor del af Congostatens arbejde, og Lindegaard vidste udmærket, at de hvides tilstedeværelse ikke altid var lige velset, hvorfor han skulle købe både pistol og gevær.128 Lindegaard kunne allerede kort efter sin ankomst til Fristaten Congo berette om et noget anderledes menneskesyn, end det han var vant til hjemmefra. ”Den 19. Juli afrejste Stationschefen og den med os ankomne Lieutenant for at straffe nogle Indfødte, der havde afbrudt Transporten til Posten Kundi. Det var ret uvant for os nye i Congo at se den Ligegyldighed, man der udviste med Menneskeliv. Jeg saa saaledes en Morgen en lænket Neger (Straffefange) af de andre i samme Lænke blive baaret hen foran Doktorens Dør. Da denne Herre imidlertid endnu ikke var staaet op, maatte den Syge vente foran hans Dør, i flere Timer, indtil Lægen endelig kom – men et Kvarter efter var Manden død.”129 At Lindegaard allerede ved sin ankomst oplevede synet af straffefanger lænket til hinanden og en læges ligegyldighed overfor en nødlidende vidner om barske vilkår i Congostaten. Citatet tydeliggør de moralske dilemmaer man var sat i, og at man måske fra tjenestens start måtte vælge mellem enten at lade sig påvirke af den menneskelige elendighed eller at se mere kynisk på forholdene, man var en del af.                                                                                                                 128 129

 

Lindegaard: 13 Lindegaard: 34

34

I Fristaten blev der oprettet et væld af stationer, hvor en hvid stod som ansvarlig og skulle styre et kolossalt område, og som ansat i Congostaten blev man ofte forflyttet for at gøre tjeneste eller løse opgaver andetsteds. Lindegaard er sammen med et dusin bærere og sin Boy 130 på vej til en ny station. ”Vi medførte 42 sammenlænkede Indfødte, der havde stjaalet den Bagage, de skulde have transporteret til Kundi. Da vi imidlertid netop skulde igennem det Land, hvor disse Indfødte hørte til, medfulgte der en Snes Soldater som Bedækning, thi det var jo ikke umuligt at vi vilde blive overfaldne. I hvert Fald vare Landsbyerne som Regel fuldstændig tomme, naar vi kom, og det tydede ikke paa noget venligt Sindelag hos Beboerne.”131 Det var en udbredt beskæftigelse blandt Congostatens hvide at jage storvildt, deraf mange flodheste, hvis haler man brugte som led i styringen af lokalbefolkningen. ”Skindet af disse Dyr er ca. 1½ Tomme tykt og bliver helt hornagtigt når det tørrer. Det anvendes næsten udelukkende til Stokke og Piske, hvilke sidste jo ere uundværlige i dette Land, hvor pryglestraffen anvendes for alle almindelige Forseelser. Denne Straf, der tildeles på Legemets mest kødfulde Del, ere de Sorte særdeles tilfredse med, og de vilde vidst meget nødig undvære den. Jeg spurgte i det mindste en Gang en Soldat, der havde forset sig, om han hellere vilde 48 Timer i Fængsel […] Men han svarede mig uhyre fornærmet: »Er jeg maaske ikke et Mandfolk!« hvorpaa han lagde sig ned, idet han sagde: »Slaa saa til«.”132 Det er højst tankevækkende, at pisken skulle være uundværlig i denne stat, som ellers var oprettet for at undgå enhver form for slaveri og undertrykkelse ifølge traktaten vedtaget i Berlin. Følgende uddrag er også bemærkelsesværdigt, da det beskriver de slavelignende omstændigheder, hvorunder Fristaten tog soldater i tjeneste.”Naar en indfødt Chef133 ønskede at levere Rekrutter, kom han trækkende med de Udvalgte i et Reb, der var bundet om Halsen paa Vedkommende, aldeles som om det kunne have været en Ko eller et andet Dyr. Han blev derefter synet; og saafremt han blev fundet brugbar, fik Chefen udbetalt 60 Frcs. i Varer, og Rekrutten ombyttede sit Reb med en Lænke for at afgaa med første Damper til en Instruktionslejr i sin Egenskab af »Milicien pour 7 ans« (Landsoldat i 7 Aar) […] Man vil maaske forbauses over, at det skulde være nødvendigt at forsyne fremtidige Soldater med Lænke; men som det                                                                                                                 130

Personlig tjener, ofte en ung dreng, der følger den hvide i tykt og tyndt, og hjælper denne med forskellige gøremål. 131 Lindegaard: 36 132 Lindegaard: 40 133 Udtrykket chef benyttes i sammenhæng med ordet indfødt som synonymt med høvding.

 

35

fremgaar af ovenstaaende, er det jo ikke altid med deres gode Villie, at disse Folk indtræde i Hæren.”134 Soldater, der blev tvunget til at indgå i Fristatens hær og lænket ved halsen med jernkæder, fremstår som et helt tydeligt overgreb. Et ofte tilbagevendende emne i den nyere tids litteratur om Fristaten Congo, er inddrivelsen af gummi. I Europa var efterspørgslen stigende, og staten lagde pres på de indfødte, som i stigende grad, skulle indsamle mere og mere gummi. Det følgende uddrag handler om en landsby, hvor høvdingen havde fået forskud på betalingen for gummi, men da han endnu ikke havde leveret de rette mængder, blev Lindegaard sendt afsted for at råde bod på situationen. ”Jeg sendte derfor Bud til de paagældende Høvdinge, at hvis det resterende Kautschuk135 ikke var leveret inden d. 15 Marts, vilde jeg se mig nødsaget til at gøre mig betalt hos dem paa anden Maade. […] Den 13. Marts afgik jeg fra Dinga for at inddrive det manglende Kautschuk ved Hjælp af 15 Soldater. Hvor der ingen Kautschuk fandtes, bemægtigede jeg mig Geder, Faar, Høns etc. til en saadan Værdi, at forskuddene kunde blive dækkede.”136 Nogle steder lykkedes det de indfødte at skjule deres levnedsmidler fra Lindegaards folk, hvorfor man blot tog et antal indfødte eller sågar høvdingen i pant, som betaling for den manglende gummi.137 I det hele taget var vold som oftest løsningen, når Force Publique havde uoverensstemmelser med lokale. ”De større Høvdinge satte sig ofte til Modværge, saa at der forefaldt forskellige Skærmysler, hvorved flere Landsbyer gik op i Luer.138 En af de opgaver, man som stationschef havde, var at sikre sit distrikt. Lindegaard beskriver, hvorledes høvdingen Kapaj, der boede nær Lindegaards station, i en tid havde generet karavaner. Lindegaard havde derfor søgt om tilladelse til at angribe Kapaj, hvilket han fik.139 Der kan næppe være tvivl om, at jeg kom i højeste Grad uventet over denne saa frygtede Høvding, og i et Øjeblik var alting Forvirring i Landsbyen. Soldaternes Bagladere og de Indfødtes Forladere knaldede paa alle Kanter, medens Pile og Lanser susede igennem Luften. […] Høvdingen selv fik jeg desværre ikke, idet det lykkedes ham at flygte […] men hans Landsby gik selvfølgelig                                                                                                                 134

Lindegaard: 43 Kautschuk er en lokal betegnelse for gummi, udvundet af lianer og rødder, se Lindegaard: 42 136 Lindegaard: 61 137 Lindegaard: 61 138 Lindegaard: 61-62 139 Lindegaard: 64 135

 

36

op i Luer, saa han ikke kunne vende tilbage til en saa faretruende Nærhed af min post.”140 Lindegaards handlinger efter kampen var ganske i tråd med det civiliserende projekt. ”Mine soldater vilde nu til at fortære deres faldne Fjender, og da jeg forbød dem dette, saae de aldeles uforstaaende på mig, idet de sagde: »Ja men Hvide, det er da ikke Din Mening, at alt det gode Kød skal gaa til Spilde?«”141 Om denne situation ræsonnerede Lindegaard, at de indfødtes lyst til at spise de omkomne fjender, svarede til at man i Europa havde den sædvane at spise de heste, der omkom i krig.142 Følgende citat er fra en rejse ned af Congofloden, i et område Lindegaard tidligere havde besøgt. ”Skønt jeg var passeret samme Vej næppe et Aar i Forvejen, kunne jeg knapt genkende den, idet der overalt, hvor jeg kom frem, kun fandtes afbrændte Landsbyer og ødelagte Plantationer samt afbrudte Broer […]”143 Det fremgår ikke, hvem der brændte byerne af, og hvorfor folk flygtede, men det er dog tydeligt, at der er foregået overgreb, og at det har fået lokalbefolkningen på flugt. Lindegaard deltog som officer i bekæmpelsen af det store soldateroprør, der begyndte i 1897. De indfødte soldater på en større Force Publique ekspedition havde skudt deres hvide officerer og skaffede sig dermed 2000 Albinirifler og 300.000 patroner og drog hærgende igennem landet.144 Oprøret kostede mange liv, og de menige soldater, der ofte ufrivilligt var blevet sat i tjeneste, led de største tab. Følgende citat vidner om en massakre af de større, idet 100 soldater, blev brændt ihjel i et interimistisk sygehus. ”Den 4. November 1898 angreb de Sungula med det Resultat, at af de Hvide bleve to dræbte, en saaret, og af Soldaterne faldt og saaredes der ca. 100 Mand, medens de 100 Syge, der laa i et stort Araberhus, blev indebrændt.”145 Lindegaard skriver en hel del om soldateroprøret, og de tab hans folk led. Det er bemærkelsesværdigt, hvor kortfattet han beskriver, at 200 af hans soldater omkom, men at de skandinaviske soldaters død, bliver beskrevet mere indlevende og præcist. Det kan være fordi, man ikke overfor de sorte bekymrede sig om menneskeliv på samme måde som hos de hvide, hvilket Lindegaard også bemærkede ved sin ankomst til Fristaten. ”Comdt. Svensson var død den 13., og den 14. om Morgenen havde                                                                                                                 140

Lindegaard: 65-66 Lindegaard: 66 142 Lindegaard: 66 143 Lindegaard: 75 144 Lindegaard. 93 145 Lindegaard: 105 141

 

37

Oprørerne angrebet. Kun en ringe Del af Besætningen holdt Stand under Kommando af Svensk Lnt, Adlerstrahle, men han fik den ene Skulder knust af en Kugle. Dansk Lnt. Rahbeck var faldet, ramt af 2 Kugler, og Belgisk Lnt. Stercks, som fik en Kugle i Nakken, var ligeledes faldet. En belgisk Underofficer var saaret, ca. 200 Soldater faldne eller saarede og Resten paa Flugt.”146 Da mange belgiere allerede var faldet i denne krig, søgte man nu især skandinaviske officerer til formålet, og her meldte Lindegaard sig. I jagten på disse oprørere, stødte Lindegaard på adskillige mennesker som var blevet tortureret og dræbt. Disse overgreb var naturligvis ikke direkte Congostatens ansvar, men indirekte bar de et ansvar, idet man havde tvunget soldater i hæren og givet dem våben, som nu blev brugt imod både staten og den civile befolkning. Congostaten havde mange reglementer, som i sig selv kan opfattes som voldelige i deres struktur. Lindegaard beskriver blandt andet, hvordan man behandler sårede civile efter en kamp.”Paa Vejen […] saae jeg i en Fordybning i Jorden 2 smaa Børn ligge, vel ca. 1½ Aar gamle. Det ene havde faaet en Kugle gennem den ene Arm ind i Brystet, og det andet Underlivet opsprættet af en Strejfkugle. […] Det syntes mig at være umenneskeligt at forlade disse Ulykkelige og saaledes overlade dem til en pinefuld Død; men jeg kunde jo ikke hjælpe dem, - og Doktoren maatte altsaa ikke.”147 Det er svært at sætte sig ind i, hvilken effekt sådanne oplevelser må have haft.   4.2 Erik Holm: Dansk Kriger i Congo Erik Holm præsenterer et billede af en Christen Holm, der tager til Congostaten med en tro på, at afrikanere er ganske anderledes end ham selv: ”[…] negrene er jo laverestående mennesker. Der er vist ikke egentlige erfaringer for, om man kan opdrage dem til det, vi forstår ved normalt civiliserede mennesker som os selv.”148 Holm er dog grundlæggende imod slaveri, og efter en god aftens diskussion på båden fra Europa til Congo blev han enig med sine kolleger om, at det var ulogisk at se afrikanerne som laverestående mennesker: ”[…] for det er jo netop for disse sorte

                                                                                                                146

Lindegaard: 107 Lindegaard: 127 148 Holm: 25 147

 

38

folks skyld, vi vil frelse dem fra slaveriet. Fordi de er mennesker, bare med en anden hudfarve end os.”149 Den holdning var de ikke de eneste, der nåede frem til. Christen Holms kollega, den norske dr. Heiberg, mente, at man sagtens kunne bruge den indfødte befolkning til at fremme landet. ”Jeg har lært adskillige negre at kende, […] som er så intelligente, at de kan blive til stor nytte for landet. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de er kloge nok til at modtage undervisning og oplysning.” 150 En pointe, der er med til at retfærdiggøre hele koloniprojektet, da målet ifølge Berlinkonferencens traktat netop er at fremme befolkningens uddannelsesniveau.151 Men på trods af disse tanker var den gængse behandling af befolkningen ikke altid i overensstemmelse med de fine principper, som Christen Holm erfarede, da hans overordnede, den danske sekondløjtnant Frederik Keyper fortalte, hvordan hans base fra tid til anden skaffede mad, når de lokale ikke ville finde sig i de priser, Force Publique normalt betalte. ”Så må vi jo gå på dem […] Vi angriber landsbyen og tager, hvad vi kan finde af høns, geder, korn o. lign. Som regel giver høvdingen sig hurtigt og får sine folk til at nedlægge våbnene.” 152 Denne fremgangsmåde blev Christen Holm godt bekendt med. Flere gange i løbet af sin karriere var han på sådanne patruljer,153 og kun få uger efter mødet med Keyper fik han som fast opgave ”[…] at plyndre Banku-landsbyer for deres forråd af husdyr, kornlagre og andre næringsmidler,”154 der sendtes videre til garnisonerne ved Nilen. Denne fremgangsmåde drev folk på flugt fra landsbyerne i en sådan grad, at forladte landsbyer var et normalt syn, når patruljer var i området.155 Christen Holm anså privat disse patruljer for røvertogter,156 men der er ikke noget tegn på, at han har klaget over dem, og de fortsatte da også efter Holms udnævnelse til øverstbefalende for basen.157 Et af de grundlæggende principper bag Fristaten Congo var afskaffelsen af slaveri. Men allerede i løbet af sit første års tjeneste hørte Christen Holm fra sine hvide                                                                                                                 149

Holm: 25 Holm: 69 151 Boulger: 397-398 152 Holm: 72 153 Holm: 75 & 92 154 Holm: 75 155 Holm: 76 156 Holm: 80 157 Holm: 83 150

 

39

kolleger, at en del af de menige soldater han trænede i eksercits slet ikke havde meldt sig frivilligt, men var solgt til Force Publique af forskellige høvdinge.158 Få måneder senere blev Holm sat i spidsen for byggeriet af en ca. 100 km lang vej igennem hårdt terræn. Man købte løbende arbejdere af de lokale høvdinge, men på nogle strækninger tvang Holms soldater de indfødte til arbejdet, og Holm overvejede, om de indfødte mon i virkeligheden var slaver og han selv slavedriver, men han beroligede sig med tanken om, at de jo fik løn for deres tvungne indsats og ”[…] frit kan gå deres vej, når de er færdige.”159 Da Christen Holm havde afsluttet sin første terme,160 havde han personligt deltaget i de før omtalte ’røvertogter’ og benyttet sig af tvangsarbejdere. Det var hans indtryk, at de indfødte i Fristaten ikke altid fik den bedste behandling, men han nægtede at tro på de beretninger, han læste i danske aviser om handelsselskaber, der slog indfødte ihjel, hvis de ikke leverede gummi i de mængder handelsselskaberne ønskede.161 Tværtimod var han af den opfattelse, at han med sit arbejde i Fristaten Congo gjorde landet til et bedre sted. Som en af hans danske kolleger, kaptajn Frederik V. Olsen sagde, da de mødtes til en frokost i København inden afrejsen til deres 2. terme i Fristatens tjeneste: ”Vi kan være glad for disse opgaver, vi har fået. Vi udretter noget. Det er et arbejde med mening i. Kan I forestille jer, hvordan det ville være gået Congo, hvis ikke europæerne havde taget fat dernede? Så havde araberne definitivt sat sig på hele Centralafrika, og de ville have fortsat med at tømme landet for beboere og sende yderligere millioner af slaver til Nordafrika og Det nære Østen.”162 Det var et synspunkt herrerne rundt om frokostbordet delte med Olsen. I løbet af sin anden terme blev Christen Holm dog konfronteret med flere historier om handelsagenters voldsomme adfærd. Således gik snakken under et større middagsselskab om, at historierne var baserede på engelsk misundelse, indtil den svenske løjtnant Ericksson berettede, hvordan han fra danskeren Knud Jespersen havde hørt, at handelsagenterne i Ækvatorialzonen af Fristaten var provisionslønnede ”[…] gemene røvere, der bare var ude på at skrabe penge sammen.”163 Jespersen skulle selv have bevidnet,                                                                                                                

at

det

158

Holm: 81 Holm: 87 160 Treårig kontrakt med Force Publique 161 Holm: 136 162 Holm: 135 163 Holm: 160 159

 

40

var

tilfældet,

og

Christen

Holms

næstkommanderende, den belgiske kaptajn Laplume bekræftede, at handelsagenterne kunne være brutale, men mente at det ikke var regeringens ansvar at handelsselskaberne ansatte uegnede folk. Da Holm foreslog, at handelsfolkenes adfærd skyldtes påvirkning fra de brutale indfødte, nåede selskabet til den konklusion, at selv hvide mennesker kan rumme brutalitet og dyriskhed under lagene af kultur. ”Vi, der sidder omkring dette bord, kan vel heller ikke sige os fri? Hvilke handlinger har vi ikke selv gjort os skyldige i, når vi er blevet presset og har måttet kæmpe for livet” 164 som den norske kommandant Thomas Sannæs opsummerede samtalen. Officererne anerkendte altså, at de selv havde gjort ting, der ikke ville regnes for acceptable under almindelige omstændigheder, men så dem dog som undtagelser. Deres almindelige gerninger, så som ’røvertogter’ og anvendelse af tvangsarbejdere, var en uantastelig del af det civilisationsprojekt Fristaten Congo nu engang var. På trods af sin oprindelige overbevisning om congolesernes underlegenhed, og sin aktive rolle i overgreb på befolkningen, udviklede Christen Holm sit syn på den indfødte befolkning. Han blev ven med flere høvdinge, og i løbet af hans anden terme udviklede et venskab sig så langt, at han og høvdingen Bassiko blev blodsbrødre. Bassiko og Holm havde flere lange diskussioner om livets store spørgsmål. Diskussioner, der gav Holm et nyt syn på de indfødte.165 Et syn han fortalte om til en missionær: ”Jeg har en fostbroder, som er Kalikohøvding, og som jeg holder meget af. Han er meget religiøs og et godt menneske, men jeg har aldrig kunnet få ham til at forstå hvid mands tankegang m.h.t. kristendom. Alligevel lader de sig døbe, mange af dem, men det må så være, fordi de erkender, at europæerne med al deres overlegenhed m.h.t. våben, moderne teknik og kundskaber, nok har ret i det, de siger […] De sorte er ikke dumme, men de er uopfindsomme. Vi skal give dem vore redskaber og lære dem at bruge dem rigtigt. De kan nemlig godt lære, blot ikke selv finde på noget nyt. De er børn i forhold til europæiske voksne. Men hvis vi accepterer deres levevis og bærer over med deres sære unoder, kan vi vinde deres venskab.”166

                                                                                                                164

Holm: 160 Holm: 141 166 Holm: 155-156 165

 

41

Den accept var dog baseret på, at befolkningens høvdinger accepterede Kong Leopold II som den højeste autoritet i Fristaten. Gjorde de ikke det, måtte de fjernes med militær magt.167 Christen Holm opfattede altså til syvende og sidst befolkningen som mindre udviklede end ham selv. Det var derfor acceptabelt at benytte sig af tvangsarbejde og begå røveriske overfald for at skaffe forsyninger til Force Publiques soldater, da de, ganske som den vej tvangsarbejderne havde bidraget til, var at regne som en positiv faktor i Fristatens udvikling. Krig imod høvdinger, der ikke ville indordne sig, var også acceptabelt, da manglende kontrol med høvdingernes områder stod i vejen for det højere formål med hele Congostaten. 4.3 Knud Jespersen: En dansk officers kongofærd Knud Jespersen fik ansættelse i Fristaten Congo den 6. januar 1898. Jespersen beskriver sig selv i sin spæde ungdom som en rejselysten ung mand, der ville ud og opleve verden.168 Han ville væk fra Bornholm, og ikke mindst tjene nogen penge. Jespersen beskrev sin ankomst til det fremmede land med blandede oplevelser: ”Til alt held interesserede arbejdet mig. Ikke just omgangen med mine kolleger, hvoraf de fleste næsten var mig mere fremmede end selve de sorte soldater.”169 Jespersen oplevede allerede fra start mange af de grusomheder, der foregik i den unge koloni: ”Da afleveringen var endt og godset slæbt ind, stod der lidt afsides endnu nogle kurve. Jeg fik ordre til at tælle, hvad der var i dem og give soldaterne 2 patroner for hver. Indholdet blev hældt ud på Jorden, og frem trillede et halvt hundrede røgede menneskehænder af alle størrelser. Efter den Tids grufulde regler skulde hver manglende patron justificeres med en haand, og de fleste var vel også skåret af døde, der var faldet i krig, men mange kvinder og børn og gamlinge har sikkert maattet undgælde. Det viste sig senere, at mange af ofrene endnu levede som invalider. Det misforstaaede reglement ændredes kort efter.”170 Jespersen beretter i sine optegnelser sin indstilling til måden, hvorpå man drev kolonien. Han udtrykker forargelse og en kritisk holdning overfor styret, men dette er mest i forhold til måden man drev kolonien:                                                                                                                 167

Holm: 182 Larsen: 11 169 Larsen: 12 170 Larsen: 14 168

 

42

”Da jeg endelig kom ”hjem” til min Station, spurgte jeg ogsaa naivt, om det virkelig var Meningen at udrydde hele Befolkningen, for uden den kunde Landet jo ikke udnyttes.”171 Jespersen gør læseren opmærksom på, at han ikke er som de andre soldater, men gjort af et mere moralsk stof. I forbindelse med et angreb på en landsby, må Jespersen afholde sine soldater fra at plyndre for meget: ”Jeg gav dem trods soldaternes engergiske protester Kvinder og børn tilbage” Dette var imod alle Krigsregler. Alle de andre Hvide beholdt dem.”172 Ikke alle missioner blev dog anført af hvide, og Jespersen blev stærkt lettet, da der kom ordre om, at alle ekspeditioner i fremtiden skulle overses af en hvid officer, da han havde frygtet gentagelser af situationer som den følgende: ”En Dag kom Fiskerbyen Ventri ikke med det befalede Antal Fisk til Stationen; det var anden Gang. Forrige Gang manglede der 30 Stykker. Chefen sendte Sergent Fariala afsted med 10 Mand. Om Natten faldt han over Byen og næste Morgen var han igen paa Stationen med en Kurv afhugne Hænder. Fiskerbyen Ventri havde opholdt med at eksistere.”173 Jespersen havde kommandoen over en gruppe sorte soldater, og han var forbløffet over deres loyalitet. Soldaterne gjorde ifølge Jespersen alt, hvad der blev sagt, også selvom ordren lød på at gå i krig mod deres egne landsbyer. Jespersen havde heller aldrig set soldater, der pudsede deres geværer så intenst. De udviklede et personligt forhold til deres uniform og gevær, og Jespersen oplevede, at soldaterne navngav deres børn efter våben og ammunition.174 Det var i denne forbindelse, at Jespersen begyndte at undre sig over sin egen og andre hvides gøremål i Congo. I forbindelse med en stationering i Bala Londsi skriver Jespersen om en af systemets mange fejlkonstruktioner: ”Vi fik bygget et Fængsel […] Hver Nat deserterede nogle Negre, og Bøsserne smældede! Om Morgenen præsenterede Skildevagten sig og Meldte:[…] ”En Fange flygtede. Jeg dræbte ham.” Til Belønning for, at Fangen ikke var undsluppet, fik Soldaten udbetalt 2 Favne Tøj. Senere fik jeg Nys om, at Soldaterne af og til slap en Fange løs, lod ham løbe et Stykke, men skød ham saa ned i Udkanten af Skoven – for at faa Beløningen”175 Efter mange lignende episoder kunne Jespersen ikke mere og bad om forflyttelse. ”Jeg var

                                                                                                                171

Larsen: 18 Larsen: 20 173 Larsen: 21 174 Larsen: 21 175 Larsen: 21 172

 

43

glad ved at komme fra Bala⸗Londsi hvor jeg var blevet saa fuldstændig »desillusioneret« med Hensyn til de Hvides Virke i Kongo.”176 Mange hvide led ifølge Jespersen moralsk under deres gerninger i Fristaten. Dette resulterede i sin mest ekstreme form i selvmord.177 Grunden til de moralske skrupler var ikke målet, kolonisering, men midlet. Jespersen beskriver især handelsselskaberne som ondskabsfulde overfor befolkningen: ”Handelscheferne maatte næsten gøre alt, hvad de vilde. Direktionen lukkede Øjnene naar blot der var Udbytte.”178 Selvom der var krav om rapporter og overholdelse af juridiske formalia, blev de særligt af handelsselskabernes agenter ikke overholdt.179 Det samme beretter en anden dansk soldat ved navn Villems. Hans oplevelser med agenterne var noget, der gjorde stort indtryk på Jespersen: ”Villems fortalte mig paa vore Vandringer de mest haarrejsende Historier om Agenterne i de Egne. Nogle morede sig med at kommandere Negrene til at kravle op i Palmetrænerne, hvis slanke Stammer naar indtil 20-30 Meters Højde. Kommet helt op til Kronen, skulde de gaa ned med Benene i Vejret. Ofte faldt de ned og slog sig ihjæl. Af og til morede Agenterne sig med at skyde til Skive efter dem.”180 Civiliseringen af landet gik langsomt fremad. ”Den unge Kongostat havde frygtelige Børnesygdomme at gennemgå.” 181 Jespersen gav i høj grad udtryk for sympati overfor de indfødte og væmmedes ved mange af de ting, der skete i kolonien.182 Når det kommer til slaveri, har Jespersen dog en anden holdning, som også beskriver en praksis, der ikke helt overholder Berlinkonferencens traktat: ”Dette med »Slaver« havde i Grunden ikke ret meget at sige under almindelige Forhold. Slaverne arbejdede som de andre og gik frit omkring. Nogle havde Kone og Børn men som Regel var de købt eller taget i Krig med andre Stammer. Sløve og Halvdyr, som de var, tænkte de ikke over deres Skæbne. Kun ved store Festligheder gik det ud over dem. Da kunde det hænde at en Slave blev slaaet hjel og spist ved et stort Festmaaltid, og ligeledes naar en Høvding døde. Da blev en Slave eller to begravet levende med ham, efter at Arme og Ben var knækket på dem, for at de skulde følge                                                                                                                 176

Larsen: 22 Larsen: 25-26 178 Larsen: 31 179 Larsen: 31 180 Larsen: 37-38 181 Larsen: 22 182 Larsen: 19 177

 

44

deres Herre i Døden. Raffineret grusomme var disse Folk ikke; dette var simpelt hen nedarvede Skikke, som endog selve Slaverne forstod.”183 Jespersen beskriver i sine beretninger mange overgreb på befolkningen, der foregik både i forbindelse med angreb på landsbyer, og i al almindelighed. Beretningerne er skrevet med en kritisk holdning overfor grusomhederne, der skete i Fristaten Congo. På trods af disse oplevelser fornyede Jespersen dog sin kontrakt gentagne gange. 4.4 Delkonklusion Det fremgår af beretningerne, at overgreb som tvangsarbejde, gidseltagning og udplyndring af befolkningen var blandt de almindelige værktøjer Force Publique benyttede for at opnå sine mål. De danske officerer har også været klar over, at der blev begået overgreb af de forskellige handelsselskaber, men har ikke grebet ind, da det i deres optik ikke var statens opgave at regulere handelsselskabernes adfærd. Angreb på landsbyer tog ikke hensyn til, at de også husede civile, og hjælp til eventuelle civile ofre for statslig ild var tilsyneladende ikke dagens orden, ligesom befolkningen ikke skulle regne med lægehjælp, med mindre lægen havde tid og lyst. De danske officerer, der opfattede befolkningen som mere end blot ”halvdyr,”184 opfattede dem som underudviklede, og mente at man gjorde dem en stor tjeneste ved at oplære dem. En tjeneste, der retfærdiggjorde den behandling befolkningen fik undervejs.                            

                                                                                                                183

Larsen: 86

   

45

Kapitel 5: Diskrepans eller enighed om forholdene i Congo? Er der overensstemmelse i mellem samtidens historiske værker og danskernes beretninger ift. de overgreb, der foregik på befolkningen og hvori består disse? ”Lad os haabe, at de mange Menneskeliv, det har kostet og koster at tage landet i Besiddelse, ikke maa være bortkastede helt uden Nytte!”185 Således skrev Jenssen-Tusch om de mange skandinaver, der var med til at kolonisere Congo i Kong Leopold II’s tjeneste. De mange menneskeliv Jenssen-Tusch refererede til, var ikke de mange congolesere, der døde i kraft af de hvides tilstedeværelse, men dem der tog ned for at civilisere de vilde. Således får man fra Jenssen-Tuschs side, en gedigen opsang om, hvor farligt det var som skandinav at drage til Afrika i Kongens tjeneste. Boulger,

Jenssen-Tusch

og

de

danske

beretninger

deler

ikke

mange

overensstemmelser med hensyn til beskrivelser af overgreb. Grunden til dette er blandt andet vidt forskellige indgangsvinkler til feltet. Hverken Boulger eller JenssenTusch har haft til hensigt at beskrive de frygtelige lidelser de indfødte i Congo blev udsat for. Det viser sig mest mellem linierne, i modsætning til de danske beretningers kølige beskrivelser af brutale overgreb. Jenssen-Tusch og Boulger skrev deres værker med udgangspunkt i deres tanker og ideer om det civiliserende projekt. Derfor kommer overgrebene også til at fremstå som nærmest ikke eksisterende, med mindre man har en kildemæssig bagage, der kan bidrage til at forstå, hvad der blev skrevet i mellem linierne: ”Expeditionen med sin store Styrke mange Steder maatte bane sig Vej og skaffe sig Levnetsmidler med Magt, en Omstændighed, Belgierne senere ofte kom til at lide under.” 186 Som skrevet i kapitel 3.1.2 bliver udplyndringen af befolkningen, her omtalt som en omstændighed. Ved læsning af kilder og en forståelse for soldaternes fremfærd i Congostaten, kan man forestille sig, hvorledes man har skaffet sig mad. Spørgsmålet er, hvorvidt man ville læse, at der her var tale om et overgreb, hvis ikke man havde læst andre kilder på forhånd. Om man ville bide mærke i den lidt lemfældige formulering, hvis ikke man vidste, hvad disse typer af scenarier typisk indeholdte?                                                                                                                 185 186

 

Jenssen-Tusch: VI Jenssen-Tusch: 24

46

Morel lægger til gengæld ikke skjul på, hvilke forhold der i Congostaten medførte døden. Red rubber er skrevet med det formål at sætte fokus på det brutale regime og dokumenterer brutaliteten ved hjælp af interviews med både indfødte og soldater. Lignende historier kan man også finde i de danske beretninger. Et andet vigtigt felt er kannibalisme, som tydeligvis kom bag på de danske soldater. De fortæller om udbredt menneskeæderi i Congo, f.eks. at det var almindeligt at spise faldne fjender eller slaver. Denne praksis har tydeligvis gjort et stort indtryk, idet det nævnes gentagne gange. Kannibalisme er ligeledes et emne som tages op af Boulger, som nævner det i forbindelse med Belgiens humanitære projekt.187 Boulger nævner i sin bog, at de ellers så fremadsynede love var yderst svære at implementere.188 De danske beretninger beskriver episoder, hvor indfødte blev udsat for voldsomme overgreb, men det var ifølge dem ikke noget at snakke om i forhold til, hvad handelsselskaberne gjorde.189 Lovene var svære at implementere, og det lykkedes da heller ikke at stoppe handelsselskabernes brutalitet. Knud Jespersen beskrev således at ”Handelscheferne maatte næsten gøre alt, hvad de vilde. Direktionen lukke øjnene naar blot der var udbytte.”190 Handelsselskabernes rolle er ikke noget, der bliver beskrevet, hverken i Jenssen-Tusch eller Boulger. Her bliver der ligesom fra ’Direktionens side’ lukket øjnene. 5.1 Slaveri og gummihandel Jenssen-Tusch og Boulger ser koloniseringen af Congo som et storartet civilisatorisk projekt. Den første store forhindring, der skal løses, er arabernes slavehandel. Congostatens hær førte i de første mange år af sin eksistens, en decideret krig mod araberne. Det krævede mange soldater, og tusindvis af indfødte blev indskrevet i Force Publique. Afskaffelsen af slavehandelen havde også været et gennemgående tema på Berlinkonferencen, og det var delvist dette mål, og kravet om at landet blev åbnet for handel ikke bare for Belgien, men for hele Europa og USA, som legitimerede Congostatens eksistens. Bekæmpelsen af slavehandelen er et centralt emne i alle de tre historiske værker, som denne opgave beskæftiger sig med. Mens                                                                                                                 187

Boulger: 106 Boulger: 198 189 Larsen: 37-38 190 Larsen: 31 188

 

47

Boulger og Jenssen-Tusch oplyser læseren om, hvorledes verden blev et mere sikkert sted efter, at araberne var nedkæmpet, kommer Morel frem til en anden konklusion. Morel argumenterer for, at Congostatens virke, bare er en pendant til arabernes slavehandel, blot værre. Hverken Lindegaard, Jespersen eller Holm fokuserer i deres beretninger på slavehandelen. Holm beskrev sågar en situation, hvor han overvejede om han selv var blevet slaveejer og tvangsarbejderne slaver. Det står dog ganske klart, både i de historiske værker og i danskernes beretninger, at man anvendte tvangsarbejde, slaver om man vil, i stor stil. Det beskrives både af Lindegaard og Boulger, hvorledes man tog ud i landsbyerne for at hverve soldater. Her trak man enten lod eller lod høvdingen udvælge sine mænd, hvilket førte til en betaling i varer til denne. Hos Boulger forklares denne praksis som et nødvendigt foretagende i kampen mod araberne, uden en hær, kunne man ikke befri den indfødte befolkning. Lindegaard ræsonnerede sig frem til, at de nyligt hvervede soldater skulle i lænke for, at de ikke skulle kunne flygte. Det at man blev tvunget i hæren, betød dog ikke, ifølge Lindegaard, at man ikke senere hen kunne blive glad for arbejdet, og så var denne praksis med lænkerne, som sådan, retfærdiggjort. Det centrale omdrejningspunkt i Morels skildring af Congostaten er gummihandlen, der viste sig som en ny form for slaveri. Boulger og Jenssen-Tusch nævner også gummihandlen, men mere som en perifer gevinst, ved siden af det egentlige projekt, udbredelsen af civilisation. Inddrivelsen af gummi er også et tema som bliver nævnt i danskernes beretninger, dog fra et helt andet udgangspunkt. Mens Morels sympati lå hos de indfødte, som blev tvunget til at arbejde for Congostaten, beskriver Lindegaard hvorledes han bemægtige sig høns, får, og geder, sågar beboere i landsbyer, hvis der ikke var samlet den rette mængde gummi.191 Et afgørende rædselsbillede fra Fristaten Congo må siges at være billeder af mennesker med afhuggede hænder, en historie som også Morel skriver om. I de danske beretninger er det også et emne som blev nævnt, således skrev Jespersen om en ekspedition: ”Et Sted kom de indfødte og sagde: »Bula⸗Matadi,192 du vil have Kautsjuk, men hvad skal vi lave det med. Vi har

                                                                                                                191

Lindegaard: 61 Navn for hvide mænd. Oprindeligt givet til Stanley på grund af hans evne til (med krudt) at sprænge klipper i stykker, se Holm: 87

192

 

48

jo ingen Hænder.« Og de viste de afstumpede Arme.”193 Der er således elementer i beretningerne og i Morels skildring som stemmer overens. De skiller sig dog ud ved deres fremstilling af begivenhederne, idet Morel var stærkt bekymret over situationen, mens Jespersen mere køligt beskrev hændelser i forbindelse med inddrivelsen af gummi. 5.2 Civilisationens udbredelse og Afrikas rigdomme Et område, hvor alle de analyserede tekster stemmer overens, er i deres syn på kolonialismen. Ingen af dem tager nemlig afstand fra kolonialismen. Tværtimod ser både de danske officerer, Morel, Jenssen-Tusch og Boulger ikke noget galt i, at den hvide mand drager ud i verden for at opdrage og uddanne de uvidende folk og give dem Guds lys. Jenssen-Tuschs få kritiske ord om Stanley handler da også om, hvordan hans sidste ekspedition besværliggjorde civilisationsprojektet ved at lægge sig ud med indfødte, som han røvede mad og forsyninger fra. Det er dog ikke værre end, at Jenssen-Tusch omtaler overgrebet som noget Stanley var nødt til at gøre.194 Han beklagede altså, at det var nødvendigt for Stanley at overfalde befolkningen, men ikke at han havde anbragt sig i en situation, hvor han gjorde det. Hans rejser var jo en del af det civilisatoriske projekt. Stanleys direkte vold førte til ekspeditionens gennemførelse, hvilket retfærdiggjorde den, men den hæmmede også mulighederne for at civilisere befolkningen, hvilket talte imod den. At den gik stik imod de civilisatoriske principper, der senere blev opstillet for Fristaten, og dermed i denne sammenhæng må regnes som et overgreb, bekymrede ikke. Morel, der i høj grad kærer sig om overgrebene på befolkningen, kritiserer dog heller ikke kolonialismen som princip. Han understreger sågar, hvordan Fristaten falder igennem i forhold til ’rigtig’ kolonialisme, hvor kolonimagten opbygger et blomstrende og vedvarende system.195 Heller ikke hos de danske congo-officerer stilles der spørgsmål ved kolonisystemets retfærdiggørelse, blot ved dets udførelse. På samme måde som Boulger og JenssenTusch, retfærdiggjorde de danske officerer både deres tilstedeværelse og gerninger ud fra devisen, at befolkningen i Fristaten Congo blev civiliseret.

                                                                                                                193

Larsen: 46 Jenssen-Tusch: 24 195 Morel: 88 194

 

49

Knud Jespersens kritik af, hvad der foregik i Fristaten, er også kun en kritik af de dele af kolonisystemet, der ikke virker som de skal, og ikke en kritik af kolonisystemet i sin helhed. Hans dårlige oplevelser får ham ikke til at søge om hjemsendelse, men om forflyttelse til andre områder.196 Som Holms frokostselskab af danske officerer blev enige om efter deres første terme: ”Vi kan være glad for disse opgaver, vi har fået. Vi udretter noget. Det er et arbejde med mening i. Kan I forestille jer, hvordan det ville være gået Congo, hvis ikke europæerne havde taget fat dernede?”197 5.3 Delkonklusion I forhold til overgreb på befolkningen skildrer Jenssen-Tusch og Boulger Fristaten Congo, som et mindre brutalt og voldeligt sted, end det fremgår af de danske beretninger. Dette ses helt tydeligt hos Jenssen-Tusch og Boulger, som ikke henviser til de overgreb som sker i Force Publique og handelsselskabernes regi. Forekom overgreb, skyldtes det ifølge Jenssen-Tusch og Boulger de arabiske slavehandlere. Derudover adskiller Boulger og Jenssen-Tusch sig ift. de danske beretninger, i forståelsen af hvilken rolle slavehandlen havde. Hvor Boulger og Jenssen-Tusch skrev om den store indsats man gjorde for dens afskaffelse, fortæller de danske beretninger om hyppig brug af slaver og tvangsarbejde. Morel skiller sig ud fra de to andre analyserede samtidshistoriske værker. Bogen blev skrevet med henblik på at belyse Leopolds brutale regime og indeholder derfor interviews både med soldater og indfødte, der kan fortælle om diverse grusomheder. De samtidshistoriske værker og de danske beretninger er alle skrevet med forskellige indgangsvinkler til belysning af feltet. Derfor kan der være tale om, at det ikke var Boulger og Jenssen-Tuschs hensigt at beskrive overgreb, modsat Morel. Boulger og Jenssen-Tuschs fokus er derimod koloniprojektets pomp og pragt i sin helhed. Interessant er det dog, at alle de analyserede værker og beretninger har det til fælles, at ingen er imod det civiliserende projekt. Ingen er modstandere af imperialisme. Der, hvor de er uenige, er i måden, hvorpå man driver og holder en koloni kørende.  

                                                                                                                196 197

 

Larsen: 22 Holm: 135

50

Kapitel 6: Konklusion Længslen efter det forjættede og farefulde kontinent har været omdrejningspunktet for dette projekt. Marlows rejse op af den slangesnoede flod giver læseren lyst til at lære mere om Congos skæbne. Leopolds gummieventyr vandt store rigdomme i slutningen af 1800-tallet, og lige siden har Congos naturressourcer været grundlag for langvarige og blodige konflikter. Dette projekt har med udgangspunkt i Fristatens samtidshistoriske værker og beretninger undersøgt overgreb på befolkningen i Fristaten Congo, og forholdet i mellem hvad der står skrevet i det strukturelle overblik og det oplevede. Vi har benyttet os af tre forskellige historiske værker og tre forskellige danske beretninger til undersøgelse af følgende problemformulering: Med fokus på overgreb på befolkningen, hvilket forhold er der i mellem samtidens historiske værker om Fristaten Congo og beretninger skrevet af danskere, der deltog i koloniseringen af Fristaten? Det snævre empirivalg er valgt på grundlag af ønsket om at belyse Leopolds Congo ud fra den samtidige forståelse af projektet. Hvor nyere forskning og bøger om Fristaten særligt beretter om folkemord og masseudryddelser, ønsker dette projekt at kaste lys over, hvad der blev skrevet og tænkt i mens det hele stod til. Folkemord er som begreb først kommet til senere, hvorfor vi analyserer overgreb ud fra Fristatens egen tids forståelseshorisont. Overgreb, der er blevet trukket frem i analysen, er derfor også brud på Berlintraktaten, som de store nationer skrev under på i 1885. Vores analyse har ledt til følgende delkonklusioner. I kapitel 3 konkluderes det, at både Boulger og Jenssen-Tusch betoner især arabernes overgreb på den indfødte befolkning, men bagatelliserer Congostatens egne overgreb på lokalbefolkningen. Boulger og Jenssen-Tusch legitimerer den hvide mands fremfærd i Afrika med de ophøjede mål, som karakteriserer det civilisatoriske projekt. Morels værk skiller sig markant ud fra de to foregående med sin eksplicitte præsentation af overgreb. Morel er ikke kritisk overfor det civilisatoriske projekt, men mere måden hvorpå man i Fristaten Congo gennemførte denne idé ved hjælp af strukturel og direkte vold. I kapitel 4 konkluderes det, at det af de danske beretninger fremgår, at overgreb, som tvangsarbejde, gidseltagning og udplyndring af befolkningen, var blandt de almindelige værktøjer, der blev brugt i forsøget på at kolonisere landet. De danske

 

51

officerer har også været bevidste om, at der blev begået overgreb af de forskellige handelsselskaber. Derudover blev der under angreb på landsbyer ikke taget højde for civile, og sårede havde efterfølgende ikke krav på lægehjælp, hvorfor mange døde. I kapitel 5 konkluderes det, at Jenssen-Tusch og Boulger ikke beretter i samme udstrækning om overgreb på befolkningen, som de danske beretninger gør. Morel ligger her tættere på de danske beretninger, da han i stor stil skriver kritisk om behandlingen af de indfødte. Hvor Boulger og Jenssen-Tusch skrev om den store indsats, man gjorde for slavehandlens afskaffelse, fortæller de danske beretninger om hyppig brug af slaver og tvangsarbejde. Ideen om nødvendigheden af Afrikas civilisering og koloniprojektets eksistens generelt var ingen af de analyserede værker eller beretninger modstandere af. For besvarelsen af problemformuleringen, kan det overordnet konkluderes, at man i Jenssen-Tusch og Boulgers værker ikke havde det samme fokus på overgreb, som i de danske beretninger. Boulger skrev sit værk i en periode, hvor troen på Leopolds filantropiske eventyr eksisterede i bedste velgående. Da Jenssen-Tusch skrev Skandinaver i Congo var historierne om overgreb i Congostaten begyndt at finde vej til den danske presse, og da Morel udgav Red Rubber var utilfredsheden begyndt at sprede sig fra manden på gaden til de europæiske regeringskontorer. De danske beretninger beskriver i al sin kølighed voldsomme overgreb på befolkningen. Danskerne giver kun udtryk for kritik i de forbindelser, hvor de synes koloniarbejdet burde gøres anderledes. De kan ikke se noget alternativ til de hvides tilstedeværelse i Afrika, men kan godt se alternative måder at drive kolonien på. Ideen om det civiliserende projekt og den hvide mands byrde,198 er stærkt indlejret i alle de analyserede værker og beretninger. På den baggrund ses den hvide mands tilstedeværelse i Congo, som en selvfølge, på samme måde som man ser demokrati i dagens Danmark. Enigheden om forbandelsen ved de arabiske slavehandlere er ikke til at skyde igennem. De må bekæmpes for enhver pris og bliver hyppigt brugt til at legitimere voldelig fremfærd. Forholdet i mellem de samtidshistoriske værker og de danske beretninger adskiller sig på de områder, der omhandler skildringen af overgreb på befolkningen. Dette er med undtagelse af Morel, som netop fokuserer på overgreb. Alle værker og beretninger                                                                                                                 198

Ideen om den hvide mands pligt til at fremme civilisation i den tredje verden. Udødeliggjort i Kiplings digt fra 1899 White Mans Burden.

 

52

uanset fokus henholder sig til det samme civilisationssyn, menneskesyn og religiøse standpunkt.

 

 

53

Perspektivering I forbindelse med udarbejdelsen af dette projekt er der som en naturlig del af arbejdsprocessen opstået en række perspektiver og nye problemstillinger på emnet. Ud af 922 skandinaver, som Jenssen-Tusch har i sine optegnelser, har vi ved besvarelse af vores problemformulering, valgt at inddrage tre. Hvorvidt de tre kilder vi har benyttet er repræsentative på andre congofareres vegne, kan vi kun gisne om. Kilderne bliver anvendt som vidneberetninger om overgreb, men ved inddragelse af flere ville det være muligt at konkludere mere generelt om congofarernes bevæggrunde, adfærd og drømme. Bevæggrunde kan være økonomiske, men også idealistiske i forhold til samtidens forståelse. Mange soldater imødekom koloniprojektet med ideen om det civilisatoriske projekt og var villige til slå ihjel på den baggrund. I dag sendes danske soldater ikke i krig på baggrund af et civilisatorisk projekt, men på baggrund af et demokratisk projekt. Hvilke ligheder er der i mellem danskerne i Congo og danskerne i Afghanistan? Danskerne, der tog til Congo beskrives og beskrev sig selv som udpræget rejse- og eventyrlystne mænd. Mange soldater tager i dag til Afghanistan, for at opleve et eventyr, og det samme gjorde danskere, der kæmpede på Østfronten under 2. verdenskrig. Et projekt i sig selv kunne netop være at belyse, hvad der får danske mænd (og kvinder) til at drage ud i verden og kæmpe på fremmed grund. Den voldsomme fremfærd i Congo blev legitimeret på grundlag af slavehandlens afskaffelse. Araberne sad på slavehandlen i Østafrika, og især dette umenneskelige barbari måtte stoppes for enhver pris. Invasioner har ofte sit afsæt i definering af det gode overfor det onde. I Congos tilfælde hed det civilisation over for slaveri og i Afghanistan hedder det demokrati over for terrorisme. I kampen mod det onde kan det ikke undgås, at civile bliver dræbt, men det accepteres, da det sker i en højere sags tjeneste. Igennem et komparativt projekt ville man kunne sætte fokus på de retoriske virkemidler, man har brugt i forbindelse med krige og invasioner. Historien ville her vise, hvor stor forskel, der i realiteten er i mellem kolonitidens fremstød og nutidens invasioner. I imperialismens guldalder var propaganda et ofte anvendt værktøj til legitimering af egen adfærd og fordømmelse af andres. Kong Leopold II var ved Fristaten Congos begyndelse en uerfaren kolonihersker. Congo bliver ofte omtalt som den mest blodige koloni overhovedet, men det er svært at skelne propaganda fra andre lande og den

 

54

egentlige sandhed. Billeder med afhuggede hænder og bunker med lig er i sig selv forfærdelige at se, men sikkert er det, at andre nationer også har haft en interesse i at vise disse forfærdeligheder for derved selv at undgå rampelyset. Projektets emne og problemformulering rummer både i sig selv og sammenholdt med de store mængder tilgængeligt arkivmateriale mange muligheder for videre arbejde. For fransktalende ligger der i belgiske arkiver endvidere materiale til at underbygge eller udfordre dette projekts pointer. Danskernes rolle i Congo er et emne, der ikke bliver prioriteret særlig højt i skolernes historieundervisningen. Danskerne har uden tvivl haft en vigtig rolle under koloniseringen af det store land, hvorfor det er tankevækkende, at der ikke er blevet gjort mere både formidlings- og forskningsmæssigt. Vi håber, at dette projekt kan biddrage til inspiration til videre arbejde indenfor dette felt.

 

55

Litteraturliste Bøger   Andersen, F. (2010): Det mørke kontinent? Århus: Aarhus Universitetsforlag Blom, B. (1999): Navigatør i Mørkets Hjerte. Helsingør: Særtryk af Handels- og Søfartsmuseets Årbog 1999. Blom, B. (2006): Dagbøger og breve fra mørkets hjerte. Mareridt & inferno. Forlaget Thorup. Boulger, D. C. (2002, først udgivet i 1898): The Congo State. Or, The Growth of Civilisation in Central Africa. New York: Cambridge University Press. Conrad, J. (1983, først udgivet i 1899): Heart of Darkness. London: Penguin Books Lts. Gordon, A. A. & Gordon, D. L. (red.) (2007): Understanding Contemporary Africa – fourth edition. London: Lynne Rienner Publishers. Grogan, E. S. & Sharp, A.H. (1902): From the Cape to Cairo. The first traverse of Africa from south to north. New and revised edition. London: Hurst and Blackett, limited. Hochschild, A, (1998): Kong Leopolds Arv. Danmark: Nørhaven Book A/S. Holm, E. (1987): Dansk Kriger i Congo. En dokumentarisk fortælling. Egå: Forlaget Illerup. Jensen, H. (2007): Ofrets århundrede. København: People’sPress. Jenssen-Tusch, H. (1902-1905): Skandinaver i Congo. Svenske, norske og danske mænds og kvinders virksomhed i den uafhængige Congostat. København: Gyldendals Boghandel Nordisk Forlag. Knudsen, A. V. (red.) (2003): Bornholm Congo tur/retur. Fortællinger om bornholmere, andre danskere og congolesere samt lidt om Congos historie fra 1870erne til nu. Rønne: Bornholms Museum. Larsen, K. (1930): En Dansk Officers Kongofærd. København: C. A. Reitzels Forlag. Lindegaard, A. E. A. (1928): Soldaterliv i Congo. 1897-1900. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Martini, C. & Schønberg C. (1890): Danske Kongo Farere. Erindringer fra vort første ophold i Kongostaten. København: Pontoppidans Forlag.

 

56

M’Bokolo, E., i Ferro, M. (red.) (2005): Kolonialismens Sorte Bog, 500 års forbrydelser. København: Høst & Søn. Morel, E. D. (1970, først udgivet i 1906): Red Rubber. The story of the rubber slave trade flourishing on the Congo in the year of grace 1906. New York: Haskell House Publishers Ltd. Meyer, L., Dahl, B.T. , Dahl, J.P.F.D. & Dahl, F.C.B. (1902): Ludvig Meyers Fremmedordbog. København: Det Schubotheske Forlag. Pakenham, T. (1991): The Scramble for Africa. London: Little, Brown Book Group. Tygesen, P. (2001): Congo formoder jeg. Fortællinger fra drømmeland. Finland: Lindhardt og Ringhof Tygesen, P. & Wæhle E. (2006): Congospor. Norden i Congo – Congo i Norden. Etnografiska Museet. Vanthemsche, G. (2012): Belgium and the Congo 1885-1980. New York: Cambridge University Press. Artikler Galtung, J. (1969): Violence, peace, and peace research, Journal of Peace Research, 6 (3), 167-191. Grosse, R. N. & Perry, B. H. (1982): Correlates of life expectancy in less developed countries. Health Policy and Education, 2, 275-304. Hamilton, R. F. (2000): A Neglected Holocaust. Human Rights Review, 1 (3), 119123. Krausing, H. (1997): Danske officerer hvervet til tjeneste i kong Leopold II’s Congostat- i Krigshistorisk Tidsskrift , 33 (2), 28-34 Roes, A. (2010): Towards a History of Mass Violence in the Etat Indépendant du Congo, 1885-1908. South African Historical Journal, 62 (4), 634-670 Sliwinski, S. (2006): The Childhood of Human Rights: The Kodak on the Congo. Journal of Visual Culture, 5 (3), 333-363. Weber, T. (1999): Gandhi, Deep Ecology, Peace Research and Buddhist Economics. Journal of Peace Research, 36 (3), 349-361

 

57

Speciale Brønserud, M. L. (2003): En analyse af forestillinger og erfaringer blandt danske sømænd og officerer i Congostatens tjeneste 1885-1920. Speciale, Århus Universitet. Internet FN folkedrabskonvention (1948). www.folkedrab.dk/sw85263.asp?usepf=true besøgt 4/12/2012 Folkekirkens  Nødhjælp.  www.noedhjaelp.dk/det-goer-vi/her-arbejder-vi/afrika besøgt 13/12/2012 Andre medier Det Danske Congo-Æventyr (2006): Intruktion Tygesen P. & Stjerneklar J. Det Danske Filminstitut, Danmark. Rémi, G. P. (1962, først udgivet i 1930): Tintin in the Congo. The Adventures of Reporter for ”Le Petit Vingtieme”. Belgien. Casterman.                                  

 

58

Resume Dette projekt analyserer danskeres beretninger fra deres tjeneste i Fristaten Congo og historiske værker fra Fristatens tid skrevet af henholdsvis Congokritikeren E. D. Morel, den engelske historiker D. C. Boulger og den danske officer T. Jenssen-Tusch, der ikke selv gjorde tjeneste i Fristaten, men mistede en bror i Congo. Med fokus på overgreb på befolkningen ser vi på forholdet mellem samtidens historiske værker og beretninger skrevet af danskere der arbejdede som soldater i Fristaten. Analysen viser at både de historiske værker såvel som danskernes beretninger enstemmigt støtter op om det civilisatoriske projekt, men at der også udtrykkes bekymring over brutaliteten hvorved civiliseringen forsøges opnået. Det konkluderes at både de samtidshistoriske værker og soldaternes beretninger deler samme positive indstilling til det civilisatoriske projekt og koloniens eksistensberettigelse. Det fremgår endvidere at overgreb fylder store dele af danskernes beretninger, men at de stort set ikke nævnes i de pro-Leopoldske værker. Danskernes beretninger om overgreb stemmer til gengæld overens med den kritiske Morels beretninger, om overgreb på lokalbefolkningen i Congo.      

 

59